Condition grounded, but determined to try...Can't keep my eyes from the circling skies

Der er sket en del, siden jeg sidst skrev Jeg er kommet til Queenstown, kendt som New Zealands adrenalincentrum med hundredevis af forskellige mere eller mindre spændende aktiviteter. En del af dem er turistfælder af den ene eller anden slags.

Men inden jeg er helt færdig med Wanaka, bliver jeg lige nødt til at fortælle om en lille perle, jeg opdagede min sidste aften i der; Paradiso Cinema. Tro mig, det er ikke en hvilken som helst biograf. Den er for det første lillebitte, der er kun én sal med et meget lille, skrammet lærred, der ville forfærde hi-finørder verden over. Men i stedet for almindelige biografsæder er der et væld af mismatchede gamle sofaer og lænestole og endda en gammel gul bil med puder at sidde på, og billetterne køberne man i stedets café, hvor væggene er tapeseret med gamle filmplakater, og personalet er de sødeste i verden. Men det bedste er, at der er pause i filmen, hvor man på en bakke bragt direkte til ens plads kan få serveret et måltid, man har bestilt inden filmen, eller – og nu kommer prikken over i'et – man kan købe fuldstændig friskbagt, stadig-varme-og-bløde-i-midten cookies, så store som ens håndflade, jeg var salig :-)

Fra New Zealand med rygsæk

Paradiso Cinema, Wanaka

Fra New Zealand med rygsæk

Varm og perfekt Chocolate Chip cookie :-)

Queenstown. Byen er ikke så stor, som man forventer, men den ligger perfekt mellem bjergene lige ned til en blikstille sø, her er utrolig smukt, man kan godt forstå, at meget af Ringenes Herre er filmet heromkring.

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Queenstown

I går var jeg på en heldagstur til Milford Sound, en fjord omgivet af stejle, granitgrå bjerge, som er på World Heritage listen over bevaringsværdige steder. Desværre regnede det, men eftersom det regner ca. 650 mm om året fordelt på 180 dage, kom det ikke som den store overraskelse. Og på en en måde var det godt, for det betød at hundredevis af midlertidige vandfald brusede og væltede udover klippesiderne – der er kun to permanente vandfald. Det tog fire timer i bus at komme dertil, men når man først var ude på vandet i båden, der bare var en lille prik under bjergene, var det fantastisk. Og regnen og tågen gjorde det egentlig bare mere dramatisk smukt og råt og overvældende. De mindede mig om Misty Mountains fra Ringenes Herre.

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Milford Sound

I dag har jeg så bungyjjumpet :-) Ja, jeg ved godt, at jeg skrev, at jeg synes, at man egentlig mest betaler for praleretten bagefter. Og det er nok også, hvis jeg skal være helt ærlig, en del af grunden til, at jeg gjorde det...altså fordi det er lidt blæret :-) Men ligesom med skydive blev jeg bare mere og mere grebet af det, efterhånden som jeg hørte flere og flere snakke om det. Jeg fik virkelig, virkelig lyst til at prøve det. Og jeg tænkte, at skal det være, så kan det ligeså godt være ordentligt; der er tre bungyjumps i Queenstown, og jeg bestilte det største, the Nevis, 134 m.


Morgenbillede, to timer inden det store bungyjump :-)

Jeg var nervøs og fik sug i maven flere dage inden, men da vi endelig sad på bussen og var på vej derud, var jeg egentlig OK. Jeg snakkede med et par amerikanske fyre, og så gik tiden ligesom med det. Vi kom frem, fik vores udstyr på og blev sikkerhedsbriefet. De fleste bungyjumps foregår fra en bro eller en rampe, men Nevis er anderledes. Selve jumpstationen hænger på en highwire over en kløft, frit svævende i luften over en flod langt nede. Man bliver firet derud på highwiren i en lille, metalgitterkasse, og det i sig selv var egentlig skræmmende nok.


Jumpstationen


Den lille metalgitterkasse

Man springer efter vægt derude, den tungeste først. Der var kun tre piger i min gruppe, så jeg var næstsidst, hvilket betød at der var masser af tid til at observere de andre og få sommerfugle i maven. Men jeg var stadig ikke sådan...grundnervøs. Det var der slet ikke plads til, fordi alle snakkede og grinede og heppede, når folk sprang ud (helst bogstaveligt som når man tager et hovedspring ned i noget vand) og kom op igen, og så skulle man se den næste. Og pludselig var det min tur. Man sidder i sådan en tandlægeaftig stol og får elastikken spændt til fødderne, og så tripper man med babyskridt ud på denne lille platform, man springer fra, mens en securitymand har fat i ens sele. Og da jeg stod derude, SÅ blev jeg nervøs. Det ramte mig ligesom en mur, og jeg var fuldstændig overbevidst om, at jeg aldrig ville kunne springe. Det er svært at forklare. Jeg var bare sikker på, at det ikke ville ske. Det virkede fuldstændig naturstridigt at skulle gøre det, jeg gik ligesom lidt i baglås. Men det har de selvfølgelig prøvet før, og scuritymanden stod lige bage mig og overbevidste mig om, at jeg godt kunne (man får lov til at se videon af sit jump, også selvom man ikke køber den, og det ser ret sjovt ud på min. Man kan se, hvordan jeg står og ser helt opgivende og skræmt ud, men jeg siger ”I can't do it. I can't do it.” Og så er der securitymanden, der holder mig om skuldrene og snakker med mig i et par minutter, og så spreder jeg forsigtigt armene som en lille forskræmt fugleunge..)

Fra New Zealand med rygsæk

Vi får fodudstyr på

Fra New Zealand med rygsæk

Det bliver min tur...

Fra New Zealand med rygsæk

...jeg kommer i tandlægestolen...


...jeg kigger ned...

Fra New Zealand med rygsæk

...jeg mister lidt modet :-P

Og så sprang jeg. Puh det var vildt. Sådan, bare lige med hovedet først ud i ingenting. Den helt store forskel, fra når man skydiver, er at der er man spændt fast til en prof, og så følger man ligesom bare med, der er ikke så meget at gøre. Når man bungyjumper skal man selv tage springet, og det er altså en del sværere! Og så er der også det med, at man er meget mere opmærksom på jorden under en, fordi man er meget tættere på den. Man når at registrere, hvordan den bare suser op mod en, og man når lige at tænke, at nu rammer man den, og giver det et blidt ryk i én, som fortæller, at elastikken er spændt, og man er på vej op igen efter et frit fald på 7-8 sekunder. Jeg kunne slet ikke holde op med at grine og skrige og smile, det var så vildt! SÅ vildt, jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde det :-)

Fra New Zealand med rygsæk

Lettet og med bankende hjerte og ikke til at skyde igennem :-)

I morgen tager jeg videre til Dunedin. Egentlig kører Kiwibussen fra Queenstown til Christchuch, men jeg har et par ekstra dage og vil gerne nå ud til Dunedin og Sydøens østkyst, så jeg tager en ganske almindelig bus derud, er i Dunedin et par dage og så rejser jeg på egen hånd op af østkysten til Christchurch.