Swallowed in the sea

Jeg er kommet til Christchurch, sidste stop here i New Zealand. Det er mærkeligt at tænke på, at hvis jeg ikke skulle til Australien, ville jeg være hjemme om en uge. Jeg er glad for, at det hele ikke er slut endnu :-)

Havde nogle (trods alt) fine dage i Dunedin, men det blev først rigtig godt, da jeg tog derfra og videre nordpå mod Oamaru og Christchurch. Solen begyndte at skinne igen, og lige inden jeg stod på bussen, hjalp jeg en universitetsstuderende ved at svare på nogle spørgsmål om turisters interesse i Maorikulturen, hvilket hun gav mig en plade Hokey Pokey chokolade for :-) Så det var i højt humør jeg hoppede på bussen mod Oamaru.


Efter at have bestiget verdens stejleste beboede gade, Baldwin Street, der hælder 38 grader på stejleste sted, i Dunedin (jeg kan ikke finde ud af at vende det om!)

På vejen stoppede vi ved the Moeraki Boulders, en samling sælsomme, globeformede sten, der ligger i klynger på stranden, mens bølgerne skyller ind over dem. De er et underligt, malplaceret syn – de ligner dinosauræg, kæmpe skildpaddeskjold eller noget, aliens har efterladt på et jordbesøg for længe siden. En Maorilegende fortæller, at de er brødkurve og vanddunke, der er skyllet op på stranden, da en stor krigskano kæntrede ud for kysten, og bakkerne i området er opkaldt efter de druknede krigere. I virkeligheden er det et geologisk fænomen, hvor sedimenter aflejres på en bestemt måde, så stenene får deres karakteristiske form. Med tiden har havet ædt sig ind på kysten og eroderet den porøse kalksten, som kuglerne var aflejret i, så de ligger frit tilbage på stranden (jeg står altså ikke 100% inde for den her nogle svævende forklaring, men jeg tror, hovedtrækkene er rigtige nok).
De var i hvert fald vildt flotte og ret fascinrende, som de lå der midt i det hele :-)














Moeraki Boulders

Jeg boede en enkelt nat i Oamaru på det hyggeligste lille hostel, helt anderledes end Basekæden, som jeg har skrevet om tidligere. Der var kun 3-4 rum, og det føltes mest af alt som om, man var på besøg hos en fjern onkel og tante, som man ikke kendte særlig godt, men som gjorde alt, for at man skulle føle sig hjemme. Dave og Wendy, hed dem, der havde det, og de kunne huske alles navne og puslede rundt og hyggede om os hele tiden.
Oamaru er kendt for sine pingviner, og om aftenen gik jeg ned til havnen for at se dem. Jeg tog en masse billeder af nogle fugle, der sad langt ude på molen, men hvis jeg skal være helt ærlig, aner jeg ikke, om det var pengviner. Dave lød i hvert fald lidt overrasket, da jeg kom tilbage til hostellet og sagde, at jeg havde set en masse. Hmm :-S


(Pingviner?)