As you claw the thin ice...

Franz Joseph gletcheren er én ud af tre i hele verden (de andre to er den nærliggende Fox Glacier, hvor jeg skydivede, og så en i Sydamerika), hvor regnskoven går helt op til gletcherens kant. Det er et fantastisk syn; den kolossale ismasse der vælter ud gennem dalen med stejle klipper dækket af frodigt grønt til begge sider. En gletcher er et ret surrealistisk syn, synes jeg, det er som om en eller anden på magisk vis har standset en kæmpe flodbølge midt i bevægelse.

Fra New Zealand med rygsæk

Franz Joseph Glacier

Isen, der udgør Franz Joseph er omkring 400 meter på det tykkeste sted, og i går klatrede jeg på den i syv timer (efter at have spist verdens største portion havregrød til morgenmad :-)) sammen med ni andre i klædt matchende blå vindtætte jakker og store, sorte bjergstøvler. Vores guide hed Brendon og var utrolig pæn (hvad er det med pæne newzealandske guides?!), og hans bedsteforældre stammer fra Hillerød og flyttede til NZ, da de var i tyverne, hvilket er noget af et sammentræf. Brendon havde dog alrig været i Danmark, men jeg rådede ham til at tage af sted, fordi vi har masser af øl og masser af smukke piger på cykler, jeg tror jeg solgte den ret godt :-)

Nå, vi startede dagen med en timelang gåtur over sten og grus til gletcherens start, hvor vi satte ”cramp-ons”, ispigge, på vores støvler og fortsatte opad, først på en mudret blanding af grus og is og senere kun på is. Jeg må indrømme, at isen på en måde skuffede mig lidt, selvom den var smuk. Den var ret mudret og ikke helt så perlemorsagtig, som man kunne have håbet. Heldigvis blev det bedre og bedre, jo højere vi kom op.

Fra New Zealand med rygsæk

Støvler og ”cramp-ons”

Vi skiftevis klatrede og vandrede opad, mens Brendon huggede trin i isen med en kæmpe isøkse og satte reb op, hvor det var nødvendigt. Fordi gletcheren er i konstant bevægelse, må guiderne (hedder det det i flertal?!) hele tiden improvisere, finde nye ruter og hugge nye trin undervejs. Udover de 7-8 timer lange ture de tager med kunder fem dage om ugen, skiftes de til at tage tidlige morgenvagter, hvor de arbejder på ruterne til dagens kunder, men de var også ret stærke alle sammen!

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Brendon, der hugger trin

Luften var helt fantastisk deroppe, den brændte i lungerne, fordi den var så kold og ren og skarp. Det blev først rigtig koldt efter frokost, da vi var kommet højere op i gletcheren, det begyndte at regne, og vi havde siddet stille mens vi spiste og ventede på, at Brendon improviserede en sti gennem en meget smal sprække i isen. Da vi endelig kom i bevægelse igen var det med ”shuffling technique”, hvor højre fod hele tiden er foran venstre, simpelthen fordi der ikke er nok plads, til at bevæge den ene fod foran den anden, som man normalt ville. Sprækken vi klemte os igennem var 10 centimeter bred ved vores fødder, og i skulderhøjde var den lige bred nok til, at man kunne klemme sig igennem sidelæns, med rygsækken hængende løst efter sig fra den ene skulder. Efter sprækken klatrede vi over en række næsten lodrette bølgeformede isklipper, og det hele var meget hårdt, meget bjergbestigeragtigt og meget lidt noget for folk med klaustrofobiske tendenser!

Fra New Zealand med rygsæk

Kort før frokost

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Mig på isen

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

På vej ned gennem sprækkerne

Vores gruppe var bummer 2 ud af 6. Den første gruppe er for de hurtigste og dygtigste, mens gruppe 6 har det nemmest, fordi alle guiderne forbedrer ruterne efterhånden som de kommer forbi med deres grupper. Guiderne kommunikere med walkie-talkie, så alle hele tiden har styr på situationen og ruterne, og på vej ned overhørte vi en samtale på Brendons walkie-talkie mellem en guide på gletcheren bag os og en mand nede ved basen. Guiden sagde ganske roligt: ”Hey Bruce, I'm pretty sure I've broken my arm, don't send up a helicopter though, I can walk my group down fine, mate”. Han var faldet ud over en klippe, da manden lige bag ham væltede ind i ham, og de endte altså med at sende en helikopter og en anden guide, der kunne føre hans gruppe ned af bjerget. For et par uger siden blev to australske brødre først i tyverne dræbt, da et kæmpe stykke is faldt af Fox Glacier (som i modsætning til Franz Joseph vokser og bevæger sig frem i dalen, og ”derfor er mere urolig”), og det hele siger bare lidt om, hvilke voldsomme kræfter, der egentlig er på spil.

Men vi nåede alle ned i et stykke, og efter en fantastisk dag, var jeg fuldstændig smadret og gik tidligt i seng med en kop pebermynthete, et par varme sokker og en bog :-)

I dag har vi taget bussen videre gennem Haastpasset til Wanaka efter et kort og smukt stop ved Lake Matheson tidligt i morges.

Fra New Zealand med rygsæk

Haastpasset

Fra New Zealand med rygsæk

Haastpasset med Lake Hawea i baggrunden

Jeg tror måske, at Wanaka, som ligger ved Lake Wanaka midt i The Southern Alps med udsigt til Mt. Aspiring, er det smukkeste sted, jeg har været i New Zealand indtil videre, og det siger altså ikke så lidt.

Søen er fuldstændig blå blå blå med det klareste, friskeste vand, man kan forestille sig. Til alle sider er den omgivet af kantede, takkede, mørkegrønne bjerge og øverst er himlen, et par toner lysere end søen og med hvide skyer helt ude bag bjergene. Rundt langs søbredden knejser høje, majestætiske træer, som jeg (uden at vide noget om træer overhovedet) måske tror er cypresser, og de har grå knudrede stammer, som man kan skimte søen igennem.

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Ved Lake Wanaka

Selve Wanaka er lidt mindre en Nelson og Taupo, men mindst ligeså hyggelig med masser af små caféer med søudsigt, skrånende gader og et grønt areal med strand, græs og bådudlejning helt ned til søen. Om vinteren er Wanaka base for skisportsstederne i området, så her er skiudlejninger og alpehytter, og i det hele taget er her meget alpint.

Det er svært at forklare, jeg synes ikke rigtig mine ord (og ikke engang mine billeder!) yder stedet retfærdighed. Det er bare noget med luften, som er så klar og kold og ren, at man har lyst til at drikke den i store mundfulde og noget med sollyset og søen, som falder ind i øjnene på én og noget med, at jeg ikke kan lade være med at smile til alle jeg møder, og alle smiler igen.

Jeg glæder mig til at tilbringe nogle dage her. Mere senere :-)