How are things on the West Coast?

Jeg har lige kastet mig selv ud af et fly i fire kilometers højde. Men mere om det senere :-)

Jeg er kommet til Vestkysten, som er rå, vild, utæmmet og utrolig smuk. Det hele er klipper, vildtgroende regnskov, bjerge og blæst og bølger der slår en mod grå sandstrande, der fortaber sig i dis og gus i horisonten.

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Vestkysten

Fra Nelson tog jeg Kiwibussen til Westport, en kedelig by midt i ingenting, hvor hele bussen brugte det meste af aftenen på at se Ringenes Herre. Det er sjovt, jeg har egentlig aldrig været så vild med de film, men nu hvor jeg er hernede og ser alle de steder, hvor meget af det er blevet filmet, har jeg pludselig lyst til at se dem allesammen igen :-)

Næste morgen kørte vi videre fra Westport ned langs kysten af en lang snoet vej, der bugtede sig helt helt ude ved havet. Jeg havde været så forudsigende at snuppe en plads i højre side, så der var fuld panoramaudsigt hele vejen – jeg fik ikke læst så meget i min bog (lige nu ”Sleeping Around”, en bog om fænomenet couch surfing, hvor man låner en sofa hos frivillige rundt omkring i verden i stedet for at checke ind på et hotel, og lader de lokale vise en deres by. Jeg er blevet helt inspireret, jeg tror det skal prøves på et tidspunkt!)

Vi stoppede i Punakaiki, som er berømt for sine ”pandekageklipper” og blowholes. Det var ret imponerende med bølgerne, der konstant slog ind mod kysten med en kraft der næsten tog vejret fra én.

Fra New Zealand med rygsæk

Pancake Rocks

Fra New Zealand med rygsæk

Blowhole ved Pancake Rocks (se regnbuen :-D)

Vi kørte videre til Lake Mahinapua (berygtet for sin overbefolkning af sandflies!) og Lake Mahinapua Hotel, som er ejet af en meget eccentrisk ældre herre, Les, der med sine 84 år er den ældste pubejer i hele New Zealand. Han lavede aftensmad til os (kæmpestore voldsomme røde steaks og vildtgryde med bjerge af kartofler og sovs, jeg sprang over og valgte den vegetariske grøntsagstærte i stedet!), og bagefter var der fælles fest i pubben, hvor alle skulle komme udklædt i kostumer lavet af plastiskposer.

To engelske piger, som jeg har rejst sammen med siden Nelson, Tilly og Cam, og jeg brugte flere timer (og flere plastikposer end hvad er økologisk ansvarligt) på at transformere os selv om til hhv. en giraf og en ballarina, inden vi mødtes med de andre. Folk havde været overraskende kreative og gjort en masse ud af det (hvilket sikkert har noget at gøre med, at der var forskellige adrenalinpumpende oplevelsespræmier på højkant), der var både Harry Potter, James Bond, Ninja Turtles, Mickey Mouse, Karate Kid, får, en ko og en pirat. Det endte med at være en ret hyggelig aften med masser af New Zealandsk Speights øl og røverhistorier fra Les og vores buschauffør Erin, som er ret sej og har brugt de sidste 8-9 år af sit liv på at rejse og arbejde rundt omkring i verden.

Fra New Zealand med rygsæk

Tilly igang med zebraens ben

Fra New Zealand med rygsæk

Zebramontering

Fra New Zealand med rygsæk

Mit ballarinakostume

Fra New Zealand med rygsæk

På Les' pub med den svenske pige Camilla

Fra New Zealand med rygsæk

Ninja Turtles!

Fra New Zealand med rygsæk

Harry Potter'ne

Fra New Zealand med rygsæk

Med Harrys briller

Fra New Zealand med rygsæk

Den (in)famøse Les

Fra New Zealand med rygsæk

Gruppebillede


I dag er vi så ankommet til Franz Joseph Glacier, og her er ret koldt og ret alpint. Det minder mig om nogle bjergture, jeg har været på i Italien, der er samme lugt af frisk luft og sne. Det er sjovt, for der er egentlig meget hernede, der minder mig om Italien på forskellige måder, og nogle gange bliver jeg helt nostalgisk. Mor og far, det er noget af det bedste I nogensinde har gjort for mig, at tage mig med dertil.

Nå, det der fly :-) Mange siger, at man ikke kan tage til New Zealand uden både at bungyjumpe og skydive. Bungyjump tiltaler mig slet ikke, egentlig synes jeg mest, man betaler for wow-faktoren i bagefter at kunne sige, at man har gjort det. Skydive har jeg hele tiden syntes lyder som en meget bedre oplevelse, men jeg har egentlig slet ikke tænkt, at det var noget, jeg ville gøre hernede. Men mens vi sad på bussen til Lake Mahinapua sendte Erin en tilmeldingsseddel rundt til skydive her i Franz Joseph, som siges af være den næstbedste og næstsmukkeste skydive location i verden, kun overgået af Mt. Everest. Og pludselig ville jeg vildt gerne (trods de 300 dollars det koster) og i et anfald af momentær vannvid og uden at tænke videre over, hvad det egentlig indebar, skrev jeg mig på.

Det var først da jeg stod ved landingsbanen og tog dragt, hjelm og briller på sammen med Tilly, Cam og en engelsk fyr, Stuart, der er panisk højdeskræk men som ville overvinde det, at det begyndte at dæmre for mig. Og på vej op i det minimale fly, der fløj os på en 25 minutters tur hele vejen op over skyerne, hvor solen skinnede på Mt. Cook og Mount Tasman og både Fox og Franz Joseph Glacier, mens the Tasman Sea lyste blåt længst ude i horisonten, begyndte mit hjerte at hamre og hamre og hamre. Vi sad fem mennesker mast fuldstændig sammen i hvad der pludselig forekom som en meget skrøbelig lille metalæske; Stuart og jeg med hver vores skydiverprof (min hed CJ) og så en pilot. Det var lidt akavet, for jeg sad mellem CJ's ben fuldstændig tæt krop mod krop, spændt fast til ham med en masse remme, og jeg havde mødt ham en halv time tidligere. Blev ved med at sige til mig selv, at for ham var det hverdag (på samme måde som det var hverdag at springe ud af et fly 7-8 gange om dagen!).

Fra New Zealand med rygsæk

Det lillebitte fly

Fra New Zealand med rygsæk

Fox Glacier

Fra New Zealand med rygsæk

Mt. Cook og Mt. Tasman, New Zealands højeste bjerge

Fra New Zealand med rygsæk

Stuart

Fra New Zealand med rygsæk

Sådan ser man ud halvandet minut inden man springer ud af et fly :-)

Og så åbnede CJ døren og pludselig var der ikke kun motorstøj men også blæst over det hele, og med et hang jeg hjælpeløst i luften, mens CJ stadig sad i flyet med benene hængende ud. Indtil han heller ikke gjorde det mere, og vi faldt og faldt og faldt gennem luften med 200 km i timen, og det hele drejede rundt, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var op og ned og mit ansigt føltes som gele, og jeg havde lyst til at skrige, hvilket var helt umuligt. Og sådan var det i et helt minut, der føltes som ingen tid og laaang tid på én gang, og vi faldt gennem skyer og gennem en mærkelig rundt regnbue, som jeg på en eller anden måde nåede at registrere indtil det gav et ryk og det hele pludselig stod stille, og jeg kiggede op på den store gule faldskærm, der langsomt foldede sig ud over os.

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

I luften

Og så sejlede vi ligeså stille nedad i fire minutter og udsigten tog vejret fra mig, og CJ lavede cirkler som gjorde mig en lille smule køresyg, og så landede vi på græsset, og det føltes utrolig mærkeligt at røre jorden, og jeg tror, jeg havde det mest fjollede lalleglade smil i en halv time efter. (Og to minutter senere landede Stuart, og han kunne ikke andet end sige: ”Awesome! Awesome...Oh my god, awesome... awesome”, og det udtrykker egentlig det hele meget godt :-))

Fra New Zealand med rygsæk

Stuart på vej ned

Fra New Zealand med rygsæk

Back on solid ground