And in my head there's a Greyhound station, where I send my thoughts to faroff destinations...

Jeg skriver en masse om alle turene og alle oplevelserne, og det slog mig i dag, at nogle af de mere dagligdags betragninger og tanker går tabt i adrenalin, smuk natur og dét, der er udover det sædvanlige. So here goes, lidt om alt det, som også er New Zealand, som jeg har observeret og som har fascineret, forundret og frustreret mig.

For det første er der selve New Zealand og alle newzealanderne. Noget af det første der slog mig hernede var, at alt er utrolig billigt. 1NZ$ svarer til ca. 3DKR, og en nat i sovesal på et hostel koster mellem 25 og 28 NZ$. Da jeg var på interrail i sommers gav vi nogenlundre samme beløb – bare i euro! Det er billigt at spise ude, en basic morgenmad med toast eller bagel med pålæg eller smørelse af en slags, frugt, grøntsager eller et æg koster 5-8 NZ$, og en portion aftensmad på en billig restaurant koster mellem 10 og 15. Det betyder, at det faktisk tit kan betale sig for mig at spise ude, fordi jeg rejser selv, og det løber op, når man skal købe alle de forskellige ingredienser til at måltid til bare én person.

Kiwisupermarkeder er ellers ret spændende. De har alle sammen en fiskedisk, en køddisk og en deli, hvor man kan købe specialiteter og forskellige fantastiske salater efter vægt. Og så har de også alle sammen en hel væg dedikeret til bland-selv-ting. En lille del af det er slik og chokolade (bla. verdens bedste flødekarameller og den nationale specialitet Hokey Pokey, noget nougat/peanut/karamelagtig overtrukket med flødechokolade, som jeg er blevet ret forfalden til. Ved lejlighed skal jeg helt bestemt også have smagt Hokey Pokey is). Men størstedelen er alt hvad man kan forestille sig inden for nødder, kerner, frø, muesliblandinger og tørret frugt, det kunne danske supermarkeder virkelig lære noget af!

En kop cappuccino på en god café koster 3-4 dollars, og selv Starbucks, som ellers er et dyrt sted tager kun 5.10 for deres store cappuccinoer, der vel koster 35 kr. derhjemme. Udover de sædvanlige kaffevarianter, har de desuden noget, der hedder ”Flat whites” og ”Long blacks” hernede, jeg har ikke prøvet dem, men det er dem, de fleste lokale bestiller. Og så er det forresten meget mere udbredt at kunne få soya-, ris- og havremælk i sin kaffe, end det er derhjemme.

Noget der stadig forvirrer mig er, at de kører i den forkerte side af vejen (det er også til tider en smule farligt). De første mange gange jeg skulle ombord på Kiwibussen, gik jeg automatisk om på højre side blot for at opdage, at der ikke var nogen dør. Og jeg skal stadig væk minde mig selv om, at bilerne kommer fra den forkerte side, når jeg skal over vejen. Det er besværligt, det med at krydse vejen, selv hvis det er i et lyskryds. NZ har rød og grøn man, ligesom vi har, men den grønne mand får kun lov til at optræde i tre sekunder, hvorefter lyset skifter til en blinkende rød mand, som betyder, at man ikke må begynde at gå, og til sidst en rød, stillestående mand, som betyder at man helst slet ikke skal være på kørebanen, for nu har bilerne grønt. Den der røde blinkende mand forvirrer mig, for han er der så længe, at man kan nå at gå over flere gange og skal man så gå eller ej...(?)

Stortset alle broer er forresten ensporede, hvilket betyder at man tit sidder og venter på, at bilerne fra den anden side kører over. Det er noget med vedligeholdelse og jordskælvssikring, og for at sikre, at folk ikke bare drøner over i fuld fart.

Man lærer også et og andet om hostels. Der er nogle grundlæggende ting, der skal være i orden. Det gælder om, at få en enkeltseng, hvis der er, så har man sit helt eget lillle område. Næstbedst er nederste køje i en køjeseng, hvor man kan have sine ting på gulvet i umiddelbar nærhed. Det værste er øverste køje, ens ting er langt væk, og man føler sig altid til besvær, når man kravler i seng. Der skal helst være læselys og stikkontakt ved hver seng, for ellers ender man med at holde de 3-7 andre, man deler værelse med vågne, hvis man vil læse sent om aftenen eller kæmpe om pladsen, når der skal oplades telefoner mm.

Der skal også helst være ordentlige bade- og toiletfaciliteter, helst kønsopdelt. Dvs hårfri brusekabiner med rigtige døre, ikke bare forhæng, sæbe ved håndvasken, toiletpapir og god lydisolering (!).
Ligeledes skal køkkenet helst være rent og veludstyret. Masser af køleskabe, så der er plads til ens mad, mindst tre mikrobølgeovne (de er populære!), kogende vand fra direkte fra hanen, kogeplader der virker og ikke mindst opvaskemiddel og opvaskebørster. Det sidste skal man ikke tage for givet, det værste køkken jeg har benyttet mig af (Rainforest Retreat i Franz Joseph) var utrolig dårligt udstyret på det punkt med det resultat, at man blev mødt af aftenens beskidte tallerkener og gryder med indtørrede madrester, når man kom ned for at lave morgenmad.

Så er er alle de ekstra ting, som kan lokke gæster til. Accents on the Park, hvor jeg sov i Nelson, havde en halv times gratis wi-fi per dag (stort plus!), og så var der filmaften med gratis popcorn hver aften. Base Hot Rocks i Rotorua havde en (lille) swimmingpool, på Turtle Cove i Whitianga kunne man leje virkelig billige cykler, Rosemere's i Wellington havde en computer med internet til fri afbenyttelse, men køen var ret lang. Nogle hostels har gratis suppe, kaffe eller te, nogle har gratis vaskefaciliteter, og her på Purple Cow, hvor jeg sover nu, er der ikke sovesale men små hytter med eget køkken, bad og fjernsyn.
Kiwi Experience samarbejder med kæden Base Hostel, som har nybyggede, moderne hostels rundt omkring i NZ. De er altid rene og pæne, men sjældent særlig interessante, så jeg plejer at konsulterer Lonely Planet og booke mig ind et sted, der lyder mere spændende. Det plejer også at være her, man møder de bedste værter, typisk en lokal ildsjæl eller et venligt ægtepar, der har gjort deres hostel til deres livsværk, og som vil stå på hovedet for deres gæster.

I det hele taget er de fleste newzealændere utrolig venlige, og alle steder mødes man med et ”How are you today?”, og man bliver kaldt både ”love”, ”pet” og ”darling” i flæng. Kiwislang er et kapitel helt for sig selv, men de mest brugte vendinger er ”sweet as bro!” og ”choice!”, som bruges og alt der er godt og i orden.

Puh, det var meget jeg pludselig fik skrevet, for at det hele ikke skal blive alt for kedeligt kommer lige lidt tågebilleder taget tidligt om morgenen ved Lake Matheson:

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

(Forresten: Hjemkomst udskudt til sidst i marts. Jeg skal med Adam og Simon, som jeg mødte i Wellington til Australien og surfe :-D)