Swallowed in the sea

Jeg er kommet til Christchurch, sidste stop here i New Zealand. Det er mærkeligt at tænke på, at hvis jeg ikke skulle til Australien, ville jeg være hjemme om en uge. Jeg er glad for, at det hele ikke er slut endnu :-)

Havde nogle (trods alt) fine dage i Dunedin, men det blev først rigtig godt, da jeg tog derfra og videre nordpå mod Oamaru og Christchurch. Solen begyndte at skinne igen, og lige inden jeg stod på bussen, hjalp jeg en universitetsstuderende ved at svare på nogle spørgsmål om turisters interesse i Maorikulturen, hvilket hun gav mig en plade Hokey Pokey chokolade for :-) Så det var i højt humør jeg hoppede på bussen mod Oamaru.


Efter at have bestiget verdens stejleste beboede gade, Baldwin Street, der hælder 38 grader på stejleste sted, i Dunedin (jeg kan ikke finde ud af at vende det om!)

På vejen stoppede vi ved the Moeraki Boulders, en samling sælsomme, globeformede sten, der ligger i klynger på stranden, mens bølgerne skyller ind over dem. De er et underligt, malplaceret syn – de ligner dinosauræg, kæmpe skildpaddeskjold eller noget, aliens har efterladt på et jordbesøg for længe siden. En Maorilegende fortæller, at de er brødkurve og vanddunke, der er skyllet op på stranden, da en stor krigskano kæntrede ud for kysten, og bakkerne i området er opkaldt efter de druknede krigere. I virkeligheden er det et geologisk fænomen, hvor sedimenter aflejres på en bestemt måde, så stenene får deres karakteristiske form. Med tiden har havet ædt sig ind på kysten og eroderet den porøse kalksten, som kuglerne var aflejret i, så de ligger frit tilbage på stranden (jeg står altså ikke 100% inde for den her nogle svævende forklaring, men jeg tror, hovedtrækkene er rigtige nok).
De var i hvert fald vildt flotte og ret fascinrende, som de lå der midt i det hele :-)














Moeraki Boulders

Jeg boede en enkelt nat i Oamaru på det hyggeligste lille hostel, helt anderledes end Basekæden, som jeg har skrevet om tidligere. Der var kun 3-4 rum, og det føltes mest af alt som om, man var på besøg hos en fjern onkel og tante, som man ikke kendte særlig godt, men som gjorde alt, for at man skulle føle sig hjemme. Dave og Wendy, hed dem, der havde det, og de kunne huske alles navne og puslede rundt og hyggede om os hele tiden.
Oamaru er kendt for sine pingviner, og om aftenen gik jeg ned til havnen for at se dem. Jeg tog en masse billeder af nogle fugle, der sad langt ude på molen, men hvis jeg skal være helt ærlig, aner jeg ikke, om det var pengviner. Dave lød i hvert fald lidt overrasket, da jeg kom tilbage til hostellet og sagde, at jeg havde set en masse. Hmm :-S


(Pingviner?)

I'm in a crisis, I need help, come on mood shift, shiftt back to good again

Argh! De sidste dage har jeg været forfulgt af dårlig karma (og gråvejr). Jeg er lidt træt af det, og humøret kunne være bedre lige nu.

Jeg kom til Dunedin i går eftermiddags, og siden er det meste gået galt. Selvom jeg har gået en lang tur og hørt alt det vredeste musik på min MP3-afspiller, trænger jeg stadig til at få det ud af systemet.

Det hostel, jeg bor på er fint nok, men jeg deler værelse med fem tyske piger, der larmer og kværner løs og griner og fjanter til langt ud på natten. Og det er ovenikøbet et af de dårlige hostel dormitories (se tidligere post), hvor der kun er én lampe i loftet, som de gerne vil have tændt, så jeg har ikke sovet særlig meget i nat.

I morges ville jeg ringe hjem, men mønttelefonen åd en mindre formue inden den nonchalant proklamerede: ”Sorry, I seem to have broken”. Jeg traskede videre til en anden mønttelefon og brugte endnu flere penge, bare for at få en dut-dut-dut-optaget-ringetone. Og pludselig var klokken næsten middag, og det ville være for sent at ringe under alle omstændigheder, så undskyld mormor, fordi jeg ikke fik ringet på din fødselsdag, jeg har tænkt en masse på dig og håber, du havde en fantastisk dag :-)

Min ellers behagelige sightseeing gåtur rundt i Dunedin blev skæmmet af regnvejr (efterhånden forventeligt) og klatter af opkast og smadrede æg på gaden (ret uventet). Det sidste skyldes, at Dunedins universitet (som er det ældste i NZ) holder O-Week for alle de nye studerende, en slags introuge med masser af øl og udklædning og altså også æggekastning. Det stinker.

Men det værste er, at jeg efter at have bestiget verdens stejleste beboede gade, Baldwin Street, ville tage et billede og tabt mit kamera midt i regnvejret. Og nu er linsen gået i stykker, og den vil godt tage billeder, men de er helt uskarpe og slørede, og manden i fotobutikken sagde, at det ikke kunne betale sig at få det lavet. Så nu har jeg købt et nyt kamera for alt for mange penge, og det er bare sådan en ærgerlig ærgerlig træls udgift, og jeg er bange for, at jeg ikke har nok penge til Australien.

Og så savner jeg Mikkel. Meget.

Æv altså. Jeg vil lave mig en kop karamelte og sætte mig under et varmt tæppe og læse i et tøseblad, og så må I gerne sende lidt god karma hernede, ikke? :-)

Condition grounded, but determined to try...Can't keep my eyes from the circling skies

Der er sket en del, siden jeg sidst skrev Jeg er kommet til Queenstown, kendt som New Zealands adrenalincentrum med hundredevis af forskellige mere eller mindre spændende aktiviteter. En del af dem er turistfælder af den ene eller anden slags.

Men inden jeg er helt færdig med Wanaka, bliver jeg lige nødt til at fortælle om en lille perle, jeg opdagede min sidste aften i der; Paradiso Cinema. Tro mig, det er ikke en hvilken som helst biograf. Den er for det første lillebitte, der er kun én sal med et meget lille, skrammet lærred, der ville forfærde hi-finørder verden over. Men i stedet for almindelige biografsæder er der et væld af mismatchede gamle sofaer og lænestole og endda en gammel gul bil med puder at sidde på, og billetterne køberne man i stedets café, hvor væggene er tapeseret med gamle filmplakater, og personalet er de sødeste i verden. Men det bedste er, at der er pause i filmen, hvor man på en bakke bragt direkte til ens plads kan få serveret et måltid, man har bestilt inden filmen, eller – og nu kommer prikken over i'et – man kan købe fuldstændig friskbagt, stadig-varme-og-bløde-i-midten cookies, så store som ens håndflade, jeg var salig :-)

Fra New Zealand med rygsæk

Paradiso Cinema, Wanaka

Fra New Zealand med rygsæk

Varm og perfekt Chocolate Chip cookie :-)

Queenstown. Byen er ikke så stor, som man forventer, men den ligger perfekt mellem bjergene lige ned til en blikstille sø, her er utrolig smukt, man kan godt forstå, at meget af Ringenes Herre er filmet heromkring.

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Queenstown

I går var jeg på en heldagstur til Milford Sound, en fjord omgivet af stejle, granitgrå bjerge, som er på World Heritage listen over bevaringsværdige steder. Desværre regnede det, men eftersom det regner ca. 650 mm om året fordelt på 180 dage, kom det ikke som den store overraskelse. Og på en en måde var det godt, for det betød at hundredevis af midlertidige vandfald brusede og væltede udover klippesiderne – der er kun to permanente vandfald. Det tog fire timer i bus at komme dertil, men når man først var ude på vandet i båden, der bare var en lille prik under bjergene, var det fantastisk. Og regnen og tågen gjorde det egentlig bare mere dramatisk smukt og råt og overvældende. De mindede mig om Misty Mountains fra Ringenes Herre.

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Milford Sound

I dag har jeg så bungyjjumpet :-) Ja, jeg ved godt, at jeg skrev, at jeg synes, at man egentlig mest betaler for praleretten bagefter. Og det er nok også, hvis jeg skal være helt ærlig, en del af grunden til, at jeg gjorde det...altså fordi det er lidt blæret :-) Men ligesom med skydive blev jeg bare mere og mere grebet af det, efterhånden som jeg hørte flere og flere snakke om det. Jeg fik virkelig, virkelig lyst til at prøve det. Og jeg tænkte, at skal det være, så kan det ligeså godt være ordentligt; der er tre bungyjumps i Queenstown, og jeg bestilte det største, the Nevis, 134 m.


Morgenbillede, to timer inden det store bungyjump :-)

Jeg var nervøs og fik sug i maven flere dage inden, men da vi endelig sad på bussen og var på vej derud, var jeg egentlig OK. Jeg snakkede med et par amerikanske fyre, og så gik tiden ligesom med det. Vi kom frem, fik vores udstyr på og blev sikkerhedsbriefet. De fleste bungyjumps foregår fra en bro eller en rampe, men Nevis er anderledes. Selve jumpstationen hænger på en highwire over en kløft, frit svævende i luften over en flod langt nede. Man bliver firet derud på highwiren i en lille, metalgitterkasse, og det i sig selv var egentlig skræmmende nok.


Jumpstationen


Den lille metalgitterkasse

Man springer efter vægt derude, den tungeste først. Der var kun tre piger i min gruppe, så jeg var næstsidst, hvilket betød at der var masser af tid til at observere de andre og få sommerfugle i maven. Men jeg var stadig ikke sådan...grundnervøs. Det var der slet ikke plads til, fordi alle snakkede og grinede og heppede, når folk sprang ud (helst bogstaveligt som når man tager et hovedspring ned i noget vand) og kom op igen, og så skulle man se den næste. Og pludselig var det min tur. Man sidder i sådan en tandlægeaftig stol og får elastikken spændt til fødderne, og så tripper man med babyskridt ud på denne lille platform, man springer fra, mens en securitymand har fat i ens sele. Og da jeg stod derude, SÅ blev jeg nervøs. Det ramte mig ligesom en mur, og jeg var fuldstændig overbevidst om, at jeg aldrig ville kunne springe. Det er svært at forklare. Jeg var bare sikker på, at det ikke ville ske. Det virkede fuldstændig naturstridigt at skulle gøre det, jeg gik ligesom lidt i baglås. Men det har de selvfølgelig prøvet før, og scuritymanden stod lige bage mig og overbevidste mig om, at jeg godt kunne (man får lov til at se videon af sit jump, også selvom man ikke køber den, og det ser ret sjovt ud på min. Man kan se, hvordan jeg står og ser helt opgivende og skræmt ud, men jeg siger ”I can't do it. I can't do it.” Og så er der securitymanden, der holder mig om skuldrene og snakker med mig i et par minutter, og så spreder jeg forsigtigt armene som en lille forskræmt fugleunge..)

Fra New Zealand med rygsæk

Vi får fodudstyr på

Fra New Zealand med rygsæk

Det bliver min tur...

Fra New Zealand med rygsæk

...jeg kommer i tandlægestolen...


...jeg kigger ned...

Fra New Zealand med rygsæk

...jeg mister lidt modet :-P

Og så sprang jeg. Puh det var vildt. Sådan, bare lige med hovedet først ud i ingenting. Den helt store forskel, fra når man skydiver, er at der er man spændt fast til en prof, og så følger man ligesom bare med, der er ikke så meget at gøre. Når man bungyjumper skal man selv tage springet, og det er altså en del sværere! Og så er der også det med, at man er meget mere opmærksom på jorden under en, fordi man er meget tættere på den. Man når at registrere, hvordan den bare suser op mod en, og man når lige at tænke, at nu rammer man den, og giver det et blidt ryk i én, som fortæller, at elastikken er spændt, og man er på vej op igen efter et frit fald på 7-8 sekunder. Jeg kunne slet ikke holde op med at grine og skrige og smile, det var så vildt! SÅ vildt, jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde det :-)

Fra New Zealand med rygsæk

Lettet og med bankende hjerte og ikke til at skyde igennem :-)

I morgen tager jeg videre til Dunedin. Egentlig kører Kiwibussen fra Queenstown til Christchuch, men jeg har et par ekstra dage og vil gerne nå ud til Dunedin og Sydøens østkyst, så jeg tager en ganske almindelig bus derud, er i Dunedin et par dage og så rejser jeg på egen hånd op af østkysten til Christchurch.

And in my head there's a Greyhound station, where I send my thoughts to faroff destinations...

Jeg skriver en masse om alle turene og alle oplevelserne, og det slog mig i dag, at nogle af de mere dagligdags betragninger og tanker går tabt i adrenalin, smuk natur og dét, der er udover det sædvanlige. So here goes, lidt om alt det, som også er New Zealand, som jeg har observeret og som har fascineret, forundret og frustreret mig.

For det første er der selve New Zealand og alle newzealanderne. Noget af det første der slog mig hernede var, at alt er utrolig billigt. 1NZ$ svarer til ca. 3DKR, og en nat i sovesal på et hostel koster mellem 25 og 28 NZ$. Da jeg var på interrail i sommers gav vi nogenlundre samme beløb – bare i euro! Det er billigt at spise ude, en basic morgenmad med toast eller bagel med pålæg eller smørelse af en slags, frugt, grøntsager eller et æg koster 5-8 NZ$, og en portion aftensmad på en billig restaurant koster mellem 10 og 15. Det betyder, at det faktisk tit kan betale sig for mig at spise ude, fordi jeg rejser selv, og det løber op, når man skal købe alle de forskellige ingredienser til at måltid til bare én person.

Kiwisupermarkeder er ellers ret spændende. De har alle sammen en fiskedisk, en køddisk og en deli, hvor man kan købe specialiteter og forskellige fantastiske salater efter vægt. Og så har de også alle sammen en hel væg dedikeret til bland-selv-ting. En lille del af det er slik og chokolade (bla. verdens bedste flødekarameller og den nationale specialitet Hokey Pokey, noget nougat/peanut/karamelagtig overtrukket med flødechokolade, som jeg er blevet ret forfalden til. Ved lejlighed skal jeg helt bestemt også have smagt Hokey Pokey is). Men størstedelen er alt hvad man kan forestille sig inden for nødder, kerner, frø, muesliblandinger og tørret frugt, det kunne danske supermarkeder virkelig lære noget af!

En kop cappuccino på en god café koster 3-4 dollars, og selv Starbucks, som ellers er et dyrt sted tager kun 5.10 for deres store cappuccinoer, der vel koster 35 kr. derhjemme. Udover de sædvanlige kaffevarianter, har de desuden noget, der hedder ”Flat whites” og ”Long blacks” hernede, jeg har ikke prøvet dem, men det er dem, de fleste lokale bestiller. Og så er det forresten meget mere udbredt at kunne få soya-, ris- og havremælk i sin kaffe, end det er derhjemme.

Noget der stadig forvirrer mig er, at de kører i den forkerte side af vejen (det er også til tider en smule farligt). De første mange gange jeg skulle ombord på Kiwibussen, gik jeg automatisk om på højre side blot for at opdage, at der ikke var nogen dør. Og jeg skal stadig væk minde mig selv om, at bilerne kommer fra den forkerte side, når jeg skal over vejen. Det er besværligt, det med at krydse vejen, selv hvis det er i et lyskryds. NZ har rød og grøn man, ligesom vi har, men den grønne mand får kun lov til at optræde i tre sekunder, hvorefter lyset skifter til en blinkende rød mand, som betyder, at man ikke må begynde at gå, og til sidst en rød, stillestående mand, som betyder at man helst slet ikke skal være på kørebanen, for nu har bilerne grønt. Den der røde blinkende mand forvirrer mig, for han er der så længe, at man kan nå at gå over flere gange og skal man så gå eller ej...(?)

Stortset alle broer er forresten ensporede, hvilket betyder at man tit sidder og venter på, at bilerne fra den anden side kører over. Det er noget med vedligeholdelse og jordskælvssikring, og for at sikre, at folk ikke bare drøner over i fuld fart.

Man lærer også et og andet om hostels. Der er nogle grundlæggende ting, der skal være i orden. Det gælder om, at få en enkeltseng, hvis der er, så har man sit helt eget lillle område. Næstbedst er nederste køje i en køjeseng, hvor man kan have sine ting på gulvet i umiddelbar nærhed. Det værste er øverste køje, ens ting er langt væk, og man føler sig altid til besvær, når man kravler i seng. Der skal helst være læselys og stikkontakt ved hver seng, for ellers ender man med at holde de 3-7 andre, man deler værelse med vågne, hvis man vil læse sent om aftenen eller kæmpe om pladsen, når der skal oplades telefoner mm.

Der skal også helst være ordentlige bade- og toiletfaciliteter, helst kønsopdelt. Dvs hårfri brusekabiner med rigtige døre, ikke bare forhæng, sæbe ved håndvasken, toiletpapir og god lydisolering (!).
Ligeledes skal køkkenet helst være rent og veludstyret. Masser af køleskabe, så der er plads til ens mad, mindst tre mikrobølgeovne (de er populære!), kogende vand fra direkte fra hanen, kogeplader der virker og ikke mindst opvaskemiddel og opvaskebørster. Det sidste skal man ikke tage for givet, det værste køkken jeg har benyttet mig af (Rainforest Retreat i Franz Joseph) var utrolig dårligt udstyret på det punkt med det resultat, at man blev mødt af aftenens beskidte tallerkener og gryder med indtørrede madrester, når man kom ned for at lave morgenmad.

Så er er alle de ekstra ting, som kan lokke gæster til. Accents on the Park, hvor jeg sov i Nelson, havde en halv times gratis wi-fi per dag (stort plus!), og så var der filmaften med gratis popcorn hver aften. Base Hot Rocks i Rotorua havde en (lille) swimmingpool, på Turtle Cove i Whitianga kunne man leje virkelig billige cykler, Rosemere's i Wellington havde en computer med internet til fri afbenyttelse, men køen var ret lang. Nogle hostels har gratis suppe, kaffe eller te, nogle har gratis vaskefaciliteter, og her på Purple Cow, hvor jeg sover nu, er der ikke sovesale men små hytter med eget køkken, bad og fjernsyn.
Kiwi Experience samarbejder med kæden Base Hostel, som har nybyggede, moderne hostels rundt omkring i NZ. De er altid rene og pæne, men sjældent særlig interessante, så jeg plejer at konsulterer Lonely Planet og booke mig ind et sted, der lyder mere spændende. Det plejer også at være her, man møder de bedste værter, typisk en lokal ildsjæl eller et venligt ægtepar, der har gjort deres hostel til deres livsværk, og som vil stå på hovedet for deres gæster.

I det hele taget er de fleste newzealændere utrolig venlige, og alle steder mødes man med et ”How are you today?”, og man bliver kaldt både ”love”, ”pet” og ”darling” i flæng. Kiwislang er et kapitel helt for sig selv, men de mest brugte vendinger er ”sweet as bro!” og ”choice!”, som bruges og alt der er godt og i orden.

Puh, det var meget jeg pludselig fik skrevet, for at det hele ikke skal blive alt for kedeligt kommer lige lidt tågebilleder taget tidligt om morgenen ved Lake Matheson:

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

(Forresten: Hjemkomst udskudt til sidst i marts. Jeg skal med Adam og Simon, som jeg mødte i Wellington til Australien og surfe :-D)

As you claw the thin ice...

Franz Joseph gletcheren er én ud af tre i hele verden (de andre to er den nærliggende Fox Glacier, hvor jeg skydivede, og så en i Sydamerika), hvor regnskoven går helt op til gletcherens kant. Det er et fantastisk syn; den kolossale ismasse der vælter ud gennem dalen med stejle klipper dækket af frodigt grønt til begge sider. En gletcher er et ret surrealistisk syn, synes jeg, det er som om en eller anden på magisk vis har standset en kæmpe flodbølge midt i bevægelse.

Fra New Zealand med rygsæk

Franz Joseph Glacier

Isen, der udgør Franz Joseph er omkring 400 meter på det tykkeste sted, og i går klatrede jeg på den i syv timer (efter at have spist verdens største portion havregrød til morgenmad :-)) sammen med ni andre i klædt matchende blå vindtætte jakker og store, sorte bjergstøvler. Vores guide hed Brendon og var utrolig pæn (hvad er det med pæne newzealandske guides?!), og hans bedsteforældre stammer fra Hillerød og flyttede til NZ, da de var i tyverne, hvilket er noget af et sammentræf. Brendon havde dog alrig været i Danmark, men jeg rådede ham til at tage af sted, fordi vi har masser af øl og masser af smukke piger på cykler, jeg tror jeg solgte den ret godt :-)

Nå, vi startede dagen med en timelang gåtur over sten og grus til gletcherens start, hvor vi satte ”cramp-ons”, ispigge, på vores støvler og fortsatte opad, først på en mudret blanding af grus og is og senere kun på is. Jeg må indrømme, at isen på en måde skuffede mig lidt, selvom den var smuk. Den var ret mudret og ikke helt så perlemorsagtig, som man kunne have håbet. Heldigvis blev det bedre og bedre, jo højere vi kom op.

Fra New Zealand med rygsæk

Støvler og ”cramp-ons”

Vi skiftevis klatrede og vandrede opad, mens Brendon huggede trin i isen med en kæmpe isøkse og satte reb op, hvor det var nødvendigt. Fordi gletcheren er i konstant bevægelse, må guiderne (hedder det det i flertal?!) hele tiden improvisere, finde nye ruter og hugge nye trin undervejs. Udover de 7-8 timer lange ture de tager med kunder fem dage om ugen, skiftes de til at tage tidlige morgenvagter, hvor de arbejder på ruterne til dagens kunder, men de var også ret stærke alle sammen!

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Brendon, der hugger trin

Luften var helt fantastisk deroppe, den brændte i lungerne, fordi den var så kold og ren og skarp. Det blev først rigtig koldt efter frokost, da vi var kommet højere op i gletcheren, det begyndte at regne, og vi havde siddet stille mens vi spiste og ventede på, at Brendon improviserede en sti gennem en meget smal sprække i isen. Da vi endelig kom i bevægelse igen var det med ”shuffling technique”, hvor højre fod hele tiden er foran venstre, simpelthen fordi der ikke er nok plads, til at bevæge den ene fod foran den anden, som man normalt ville. Sprækken vi klemte os igennem var 10 centimeter bred ved vores fødder, og i skulderhøjde var den lige bred nok til, at man kunne klemme sig igennem sidelæns, med rygsækken hængende løst efter sig fra den ene skulder. Efter sprækken klatrede vi over en række næsten lodrette bølgeformede isklipper, og det hele var meget hårdt, meget bjergbestigeragtigt og meget lidt noget for folk med klaustrofobiske tendenser!

Fra New Zealand med rygsæk

Kort før frokost

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Mig på isen

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

På vej ned gennem sprækkerne

Vores gruppe var bummer 2 ud af 6. Den første gruppe er for de hurtigste og dygtigste, mens gruppe 6 har det nemmest, fordi alle guiderne forbedrer ruterne efterhånden som de kommer forbi med deres grupper. Guiderne kommunikere med walkie-talkie, så alle hele tiden har styr på situationen og ruterne, og på vej ned overhørte vi en samtale på Brendons walkie-talkie mellem en guide på gletcheren bag os og en mand nede ved basen. Guiden sagde ganske roligt: ”Hey Bruce, I'm pretty sure I've broken my arm, don't send up a helicopter though, I can walk my group down fine, mate”. Han var faldet ud over en klippe, da manden lige bag ham væltede ind i ham, og de endte altså med at sende en helikopter og en anden guide, der kunne føre hans gruppe ned af bjerget. For et par uger siden blev to australske brødre først i tyverne dræbt, da et kæmpe stykke is faldt af Fox Glacier (som i modsætning til Franz Joseph vokser og bevæger sig frem i dalen, og ”derfor er mere urolig”), og det hele siger bare lidt om, hvilke voldsomme kræfter, der egentlig er på spil.

Men vi nåede alle ned i et stykke, og efter en fantastisk dag, var jeg fuldstændig smadret og gik tidligt i seng med en kop pebermynthete, et par varme sokker og en bog :-)

I dag har vi taget bussen videre gennem Haastpasset til Wanaka efter et kort og smukt stop ved Lake Matheson tidligt i morges.

Fra New Zealand med rygsæk

Haastpasset

Fra New Zealand med rygsæk

Haastpasset med Lake Hawea i baggrunden

Jeg tror måske, at Wanaka, som ligger ved Lake Wanaka midt i The Southern Alps med udsigt til Mt. Aspiring, er det smukkeste sted, jeg har været i New Zealand indtil videre, og det siger altså ikke så lidt.

Søen er fuldstændig blå blå blå med det klareste, friskeste vand, man kan forestille sig. Til alle sider er den omgivet af kantede, takkede, mørkegrønne bjerge og øverst er himlen, et par toner lysere end søen og med hvide skyer helt ude bag bjergene. Rundt langs søbredden knejser høje, majestætiske træer, som jeg (uden at vide noget om træer overhovedet) måske tror er cypresser, og de har grå knudrede stammer, som man kan skimte søen igennem.

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Ved Lake Wanaka

Selve Wanaka er lidt mindre en Nelson og Taupo, men mindst ligeså hyggelig med masser af små caféer med søudsigt, skrånende gader og et grønt areal med strand, græs og bådudlejning helt ned til søen. Om vinteren er Wanaka base for skisportsstederne i området, så her er skiudlejninger og alpehytter, og i det hele taget er her meget alpint.

Det er svært at forklare, jeg synes ikke rigtig mine ord (og ikke engang mine billeder!) yder stedet retfærdighed. Det er bare noget med luften, som er så klar og kold og ren, at man har lyst til at drikke den i store mundfulde og noget med sollyset og søen, som falder ind i øjnene på én og noget med, at jeg ikke kan lade være med at smile til alle jeg møder, og alle smiler igen.

Jeg glæder mig til at tilbringe nogle dage her. Mere senere :-)

How are things on the West Coast?

Jeg har lige kastet mig selv ud af et fly i fire kilometers højde. Men mere om det senere :-)

Jeg er kommet til Vestkysten, som er rå, vild, utæmmet og utrolig smuk. Det hele er klipper, vildtgroende regnskov, bjerge og blæst og bølger der slår en mod grå sandstrande, der fortaber sig i dis og gus i horisonten.

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Vestkysten

Fra Nelson tog jeg Kiwibussen til Westport, en kedelig by midt i ingenting, hvor hele bussen brugte det meste af aftenen på at se Ringenes Herre. Det er sjovt, jeg har egentlig aldrig været så vild med de film, men nu hvor jeg er hernede og ser alle de steder, hvor meget af det er blevet filmet, har jeg pludselig lyst til at se dem allesammen igen :-)

Næste morgen kørte vi videre fra Westport ned langs kysten af en lang snoet vej, der bugtede sig helt helt ude ved havet. Jeg havde været så forudsigende at snuppe en plads i højre side, så der var fuld panoramaudsigt hele vejen – jeg fik ikke læst så meget i min bog (lige nu ”Sleeping Around”, en bog om fænomenet couch surfing, hvor man låner en sofa hos frivillige rundt omkring i verden i stedet for at checke ind på et hotel, og lader de lokale vise en deres by. Jeg er blevet helt inspireret, jeg tror det skal prøves på et tidspunkt!)

Vi stoppede i Punakaiki, som er berømt for sine ”pandekageklipper” og blowholes. Det var ret imponerende med bølgerne, der konstant slog ind mod kysten med en kraft der næsten tog vejret fra én.

Fra New Zealand med rygsæk

Pancake Rocks

Fra New Zealand med rygsæk

Blowhole ved Pancake Rocks (se regnbuen :-D)

Vi kørte videre til Lake Mahinapua (berygtet for sin overbefolkning af sandflies!) og Lake Mahinapua Hotel, som er ejet af en meget eccentrisk ældre herre, Les, der med sine 84 år er den ældste pubejer i hele New Zealand. Han lavede aftensmad til os (kæmpestore voldsomme røde steaks og vildtgryde med bjerge af kartofler og sovs, jeg sprang over og valgte den vegetariske grøntsagstærte i stedet!), og bagefter var der fælles fest i pubben, hvor alle skulle komme udklædt i kostumer lavet af plastiskposer.

To engelske piger, som jeg har rejst sammen med siden Nelson, Tilly og Cam, og jeg brugte flere timer (og flere plastikposer end hvad er økologisk ansvarligt) på at transformere os selv om til hhv. en giraf og en ballarina, inden vi mødtes med de andre. Folk havde været overraskende kreative og gjort en masse ud af det (hvilket sikkert har noget at gøre med, at der var forskellige adrenalinpumpende oplevelsespræmier på højkant), der var både Harry Potter, James Bond, Ninja Turtles, Mickey Mouse, Karate Kid, får, en ko og en pirat. Det endte med at være en ret hyggelig aften med masser af New Zealandsk Speights øl og røverhistorier fra Les og vores buschauffør Erin, som er ret sej og har brugt de sidste 8-9 år af sit liv på at rejse og arbejde rundt omkring i verden.

Fra New Zealand med rygsæk

Tilly igang med zebraens ben

Fra New Zealand med rygsæk

Zebramontering

Fra New Zealand med rygsæk

Mit ballarinakostume

Fra New Zealand med rygsæk

På Les' pub med den svenske pige Camilla

Fra New Zealand med rygsæk

Ninja Turtles!

Fra New Zealand med rygsæk

Harry Potter'ne

Fra New Zealand med rygsæk

Med Harrys briller

Fra New Zealand med rygsæk

Den (in)famøse Les

Fra New Zealand med rygsæk

Gruppebillede


I dag er vi så ankommet til Franz Joseph Glacier, og her er ret koldt og ret alpint. Det minder mig om nogle bjergture, jeg har været på i Italien, der er samme lugt af frisk luft og sne. Det er sjovt, for der er egentlig meget hernede, der minder mig om Italien på forskellige måder, og nogle gange bliver jeg helt nostalgisk. Mor og far, det er noget af det bedste I nogensinde har gjort for mig, at tage mig med dertil.

Nå, det der fly :-) Mange siger, at man ikke kan tage til New Zealand uden både at bungyjumpe og skydive. Bungyjump tiltaler mig slet ikke, egentlig synes jeg mest, man betaler for wow-faktoren i bagefter at kunne sige, at man har gjort det. Skydive har jeg hele tiden syntes lyder som en meget bedre oplevelse, men jeg har egentlig slet ikke tænkt, at det var noget, jeg ville gøre hernede. Men mens vi sad på bussen til Lake Mahinapua sendte Erin en tilmeldingsseddel rundt til skydive her i Franz Joseph, som siges af være den næstbedste og næstsmukkeste skydive location i verden, kun overgået af Mt. Everest. Og pludselig ville jeg vildt gerne (trods de 300 dollars det koster) og i et anfald af momentær vannvid og uden at tænke videre over, hvad det egentlig indebar, skrev jeg mig på.

Det var først da jeg stod ved landingsbanen og tog dragt, hjelm og briller på sammen med Tilly, Cam og en engelsk fyr, Stuart, der er panisk højdeskræk men som ville overvinde det, at det begyndte at dæmre for mig. Og på vej op i det minimale fly, der fløj os på en 25 minutters tur hele vejen op over skyerne, hvor solen skinnede på Mt. Cook og Mount Tasman og både Fox og Franz Joseph Glacier, mens the Tasman Sea lyste blåt længst ude i horisonten, begyndte mit hjerte at hamre og hamre og hamre. Vi sad fem mennesker mast fuldstændig sammen i hvad der pludselig forekom som en meget skrøbelig lille metalæske; Stuart og jeg med hver vores skydiverprof (min hed CJ) og så en pilot. Det var lidt akavet, for jeg sad mellem CJ's ben fuldstændig tæt krop mod krop, spændt fast til ham med en masse remme, og jeg havde mødt ham en halv time tidligere. Blev ved med at sige til mig selv, at for ham var det hverdag (på samme måde som det var hverdag at springe ud af et fly 7-8 gange om dagen!).

Fra New Zealand med rygsæk

Det lillebitte fly

Fra New Zealand med rygsæk

Fox Glacier

Fra New Zealand med rygsæk

Mt. Cook og Mt. Tasman, New Zealands højeste bjerge

Fra New Zealand med rygsæk

Stuart

Fra New Zealand med rygsæk

Sådan ser man ud halvandet minut inden man springer ud af et fly :-)

Og så åbnede CJ døren og pludselig var der ikke kun motorstøj men også blæst over det hele, og med et hang jeg hjælpeløst i luften, mens CJ stadig sad i flyet med benene hængende ud. Indtil han heller ikke gjorde det mere, og vi faldt og faldt og faldt gennem luften med 200 km i timen, og det hele drejede rundt, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var op og ned og mit ansigt føltes som gele, og jeg havde lyst til at skrige, hvilket var helt umuligt. Og sådan var det i et helt minut, der føltes som ingen tid og laaang tid på én gang, og vi faldt gennem skyer og gennem en mærkelig rundt regnbue, som jeg på en eller anden måde nåede at registrere indtil det gav et ryk og det hele pludselig stod stille, og jeg kiggede op på den store gule faldskærm, der langsomt foldede sig ud over os.

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

I luften

Og så sejlede vi ligeså stille nedad i fire minutter og udsigten tog vejret fra mig, og CJ lavede cirkler som gjorde mig en lille smule køresyg, og så landede vi på græsset, og det føltes utrolig mærkeligt at røre jorden, og jeg tror, jeg havde det mest fjollede lalleglade smil i en halv time efter. (Og to minutter senere landede Stuart, og han kunne ikke andet end sige: ”Awesome! Awesome...Oh my god, awesome... awesome”, og det udtrykker egentlig det hele meget godt :-))

Fra New Zealand med rygsæk

Stuart på vej ned

Fra New Zealand med rygsæk

Back on solid ground