Wave goodbye, wish me well. You gotta let me go.

Frankfurt Lufthavn er et overvældende sted, når man ankommer helt selv og helt træt og helt på bar bund en almindelig søndag aften, hvor størstedelen af dem man kender hjemme i Danmark sandsynligvis sidder planmæssigt foran fjernsynet og ser Livvagterne.
Selv sidder jeg og ser på hele hold af asiatiskudseende stewardesser i orientalsk silkeklædedragt med ens matchende rullekufferter trippe forbi mens de pludrer lystigt. Og på security guards der kører rundt på små blå cykler og holder øje med at folk opfører sig ordentligt. Og på mennesker i alle aldre med alle hud- o hårfarver, businessmen med fortravlede udtryk, familier med barnevogne, ispapir og tomme chipsposer, ældre mennesker med sirlige madpakker og termoflasker, unge med rygsæk og musik, kærestepar der kysser farvel.
Flyveturen fra Billund var den mest turbulente jeg har oplevet, jeg havde næsten på fornemmelsen at damen, der sad ved siden af mig, var ved at gribe ud efter min hånd flere gange. Jeg tror, jeg er ved at blive flystærk, for jeg var egentlig ikke nervøs, selvom det sugede lidt i maven, når vi dykkede. Fatter stadig ikke, hvorden sådan en metalklump kan holde sig svævende i luften.
Speaking of, så er de begyndte at boarde den næste metalklump (destination Singapore), jeg må hellere holde mig til.