Yellow is the colour...

Kl er næsten 18:00 (hvilket vil sige, at derhjemme er den næsten 6 og min far er ved at stå op. Det tænker jeg tit på, for det er en af de helt faste rutiner jeg kan bruge, når jeg refererer tiden her til tiden derhjemme). Jeg sidder lige nu her:



Rotorua House of Baths, oprindeligt et eksklusivt spaområde åbnet af en rig general engang i det 19. århundrede, i dag er her museum, kunstudstilling og cafe. Her er meget, meget engelsk. Cafeén serverer High Tea og ude på den meget grønne og meget veldresserede plææne lige foran mig, trisser velopdragne ældre mennesker rundt og spiller kroket.

Det står ret meget i kontrast til min aften i går. Jeg besøgt en traditionel Mauri landsby komplet med velkomstceremoni, koncert og ”hangi” - festmåltid. De var ret skræmmende ved første øjekast, maurimændene i deres skind og muskler og tatoveringer, og de lavede nogle fuldstændig groteske ansigter, hvor de spilede øjnene helt ud og rakte tunge og sagde mærkelige, gutturale lyde helt nede fra maven. Men de viste sig at have en overraskende humor og et nærvær, der gjorde, at man følte sig meget speciel, da de viste en rundt i landsbyen (skal lige siges, at de jo selvfølgelig ikke bor der, det hele var en rekonstruktion, en slags totalteatet. Selvom det føltes meget virkeligt). Og så var de vanvittig rytmiske, de klappede og dansede og de sang med så meget kraft og energi, at det var helt overvældende.







Og maden – årh.... Det meste bliver tilberedt i 4-5 timer over varme lavasten i et hul i jorden. Tættest på stenene ligger kødet (lam, kylling, muslinger og den lækreste fisk), så kommer kartofler, søde kartofler og grøntsager, og længst fra stenene bliver steam pudding (en slags sirupskage der serveres med vaniljecreme og fløde) varmet igennem. Og så var der en masse friske salater og endnu mere dessert, pavlova (marengs med creme og frugt) og frugtsalat, og det hele smagte vanvittig godt og vi blev vanvittig mætte.



Tiffany, en canadisk pige, som jeg har fulgtes med et par dage og også tog derud med og som er virkelig virkelig sød men desværre er taget videre i morges, og jeg blev enige om at det som backpacker var helt legitimt at tage dobbelt portion af desserten, for så kunne vi spare nogle madpenge e næste par dage :-D (Bare rolig mor, jeg HAR fået noget at spise i dag :-))

I dag har jeg besøgt Wai-o-tapu (”Helligt vand”), et geotermisk område, der ligger ca. 30 km (eller ”k's” som alle newzealændere siger) uden for Rotorua. Først besøgte vi nogle boblende, og virkelig svovlprutlugtende mudderpøle. Som en amerikansk kvinde sagde til sin veninde ”Urgh, it stinks! You could really get away with anything here”. '

Selve Wai-o-tapu området var langt smukkere, en kombination af kratere (med navne som ”Devil's Inkpots” og ”Thunder Crater”) og søer i alle mulige farver, limegrøn, turkis, varm rød, orange, solgul. Farverne skyldes et hav af mineraler, der kommer op fra undergrunden, og søerne havde meget passende navne som ”Artist's palette” og ”Champagne Pool”. Det var ret vildt....vil ikke beskrive så meget, hellere bare lade billederne tale for sig selv.

















ps. I må meget gerne lægge nogle kommentarer, det gøres i bunden af hver af mine indlæg. Det er så dejligt, at høre lidt hjemmefra. Og sjovt at vide, hvem der følger med :-)