Can you see anything? The dark is hiding things...

Har haft nogle ret vidunderlige dage her på det sidste :-)
Er ankommet til Taupo. I går var jeg på Black Abyss tur i Waitomo med nogle engelske piger, jeg havde mødt på bussen. Waitomo er en lillebitte landsby midt ude i ingenting, og den er umiddelbart rigtig kedeligt. Lige indtil man kommer ned under jorden.
Waitomo er nemlig kendt og berømt for sine underjordiske grotter.

Det hele startede med, at vi kæmpede os i nogle meget meget kolde og våde og klamme og stramme våddragter og iførte os sikkerhedsudstyr og en fiks rød hjelm meget tidligt om morgenen. Uden helt at vide, hvad der ventede os, blev vi kørt af vores guider hen til en skråning, hvor vi først øvede noget rapelling oppe i daglyset. Derefter rapellede vi én efter én ned igennem et hul i jorden og videre gennem en 35 m. lang, smal skakt, og så begyndte det ellers:
I løbet af de fire timer vi var dernede, skiftevis kravlede, vadede, svømmede og masede os gennem skakter, tunneller og grotter, nogle gange kun i vand til anklerne, andre gange til armhulerne. Det var fantastisk, vildt hårdt og ret klamt og vådt, men fantastisk.





For at komme fra den skakt, vi var rapellet ned igennem i første omgang og ned i selve vandet, skulle vi første lave en ”flying fox”, hvor man bliver spændt fast til en wire i grottens loft og så suser gennem luften. I bælgravende mørke. Men det, jeg synes var mest grænseoverskridende var, da vi efter den flyvende ræv blev udstyret med hver vores sorte gummiring, hvorefter vi skulle springe ud fra en fire meter høj klippe og lande i den underjordiske flod under os, siddende i ringen, som man gør i en badering. Ved ikke, hvorfor lige præcis det var så uhyggeligt, men jeg skulle godt nok tage mig sammen inden. Da alle havde hoppet og sad i deres ringe padlede vi ned af floden i mørket, det kun blev oplyst af tusinder og atter tusinder af glowworms der sad på stalagmitterne og stalagtitterne omkring os og over os. Det var meget magisk, det lignede stjerner og kombineret med den stille plasken fra det meget sorte vand var det som taget ud af Ringenes Herre.

Efter det kom den mere krævende del med at mase og kravle gennem grotterne (på et tidspunkt stoppede vores guide os uden af fortælle hvorfor, vendte ryggen til og rodede lidt rundt i vandet foran sig. Og vendte sig om mod os igen med et smørret grin og en 75 cm lang glinsende ål i favnen. Jeg kan godt fortælle jer, der var nogle piger, der skreg! Efter det prøvede jeg så meget som muligt at holde mine hænder og mit ansigt ude af vandet!) Til allersidst (og efter at have fået varm kakao i plastiskkrus og de bedste småkager jeg i mit liv har smagt, siddende på rad og række på et klippefremspring med fødderne ned i vandet) klatrede vi op af 3 underjordiske vandfald og kom op på overfladen igen.

Vel oppe fik vi varme bagels og tomatsuppe, og så sov vi ellers hele vejen på bussen til Taupo.









Ked af, jeg ikke har flere billeder fra den tur, men vi kunne ikke få kameraer med derned.

I dag har jeg været på vandretur i bjergene, noget der hedder The Tongariro Crossing, men jeg er virkelig træt og virkelig sulten, så det må vente.

Forresten har jeg mødt Tiffany igen, hende den søde canadiske pige, som jeg snakkede meget med i Rotorua. Desværre er vores ture blevet lidt forskudt og hun skal møde nogle venner nede sydpå om en uge, så vi har kun lige haft en enkelt aften sammen her i Taupo. Har dog fået hendes mail, så vi håber virkelig, at vi kan mødes senere, når hun har besøgt sine venner.