Learning to fly...(altså sådan rent symbolskt)

Efter min lille krise i går gik jeg tilbage til mit hostel og lagde mig i min seng med en cola og min dagbog og tænkte og tudede lidt. Og så gav jeg mig til at kigge i mine guidebøger og begyndte at planlægge lidt fremad og glæde mig til de ting, jeg skal, de næste dage, og før jeg vidste af det, havde jeg det allerede meget bedre. Jeg tror, at når man har hjemve eller er trist, så gælder det om at anerkende, at det er sådan man har det. Men bliver nødt til at give det noget plads og lade det komme frem, hvis man prøver at ignorere det eller skubbe det væk vil det bare sidde på lur i baghovedet og påvirke en hele tiden. Det tror jeg for øvrigt gælder for alle følelser, det med at fortrænge dem, gør dem bare endnu voldsommere.
Nå, lidt om, hvad jeg har lavet de sidste par dage:
Min sidste dag i Whitianga lejede jeg en cykel og brugte dagen på at cykle rundt langs kysten (der var nogle ret onde bakker ind i mellem!) og ligge på stranden og læse og nyde solen.






Billeder fra cykelturen


Man skal forresten virkelig passe på med den sol, NZ ligger under et hul i ozonlaget, der gør den meget farlig. Som jeg også måtte sande på min egen krop, da jeg kom hjem og var helt rød på brystet, trods ret hyppige påsmøringer af faktor 30. Jeg har lært af min mor, at så er det eneste der duer Aloe Vera, og sådan nogle ting har min mor styr på. Så nu er der kun en lysebrun farve tilbage og en masse fregner på min næse, se selv :-)




Fra Whitianga tog jeg Kiwibussen til Rotorua, NZ's geotermiske hovedsæde. Fra balkonen på mit dormitory (jeps, her er balkon :-)) kan jeg se røg og damp stige op fra byens park, hvor der er mudderpøle og minigeysere i massevis, det er lidt specielt. En af ulemperne er de hyppige pust fra ildelugtende sulfurdampe, der stiger op fra undergrunden..
Hele Kiwibus-konceptet er ret smart. Man stiger typisk på ved 8-9 tiden om morgenen sammen med en masse andre backpackere og turen plejer at tage en halv dages tid. Men det gode er, at man ikke sidder i bussen hele tiden. Ens buschauffør fungere nemlig også som en slags guide, så undervejs stopper man forskellige steder, fra Whitianga til Rotorua gjorde vi fx holdt og tog en vandretur langs en gammel minejernbane (se billeder længere nede) og vi holdt frokostpause i Matamata (jeg elsker Mauri stednavnene), som er det område, hvor de dele af Ringenes Herre der foregår i Herredet, er filmet.




Fra vandreturen


Chaufførerne kan også hjælpe med bookning af hostel og aktiviteter, det sted, man er på vej hen. De fortæller en masse om stedet og dets muligheder, og så sender de sedler rundt, hvor man kan skrive sig på, hvis man vil melde sig til forskellige ting (en ekstra bonus er, at man får rabat på en del gennem Kiwi Experience).
Mange af backpackerne har ikke så lang tid som jeg, så de rejser videre med bussen allerede næste dag. Det behøver jeg heldigvis ikke, så jeg har tid til at opleve lidt selv, tage det stille og roligt og finde frem til oplevelser, cafeer og naturområder på egen hånd, som de andre ikke har tid til. Det kan jeg godt lide, det med, at jeg også kan arrangere lidt på egen hånd (det andet er på en eller anden måde lidt for...nemt? Mainstream? Jeg ved det ikke, det lyder lidt fjollet at skrive).