Shake a mountain

(Det her indlæg har været frygtelig længe undervejs, det skulle egentlig være postet i går, men jeg har haft en masse frustrerende problemer med at uploade billeder...Jeg tror, jeg har fået dem løst nu (tak far) bortset fra det der mærkelige med, at den skriver "Fra New Zealand med rygsæk" under hvert billede...Håber ikke det forstyrrer for meget :-))

I morges gik jeg ud og spiste en virkelig virkelig lækker morgenmad med toast, cream cheese, masser af ristede svampe og virkelig god kaffe. Jeg ELSKER at gå ud og spise morgenmad på caféer, meget mere end jeg elsker at spise på restaurant om aftenen. Det er sådan en god og afslappet måde at starte dagen på; sidde der og nyde maden mens man drikker kaffe og læser en bog, skriver lidt eller planlægger hvad der skal ske senere. Desuden elsker jeg alle former for morgenmadsmad, og New Zealand har det med at lave supergod morgenmad generelt, så jeg vil hellere bruge penge på at spise ude om morgenen end om aftenen (hvilket forklarer, hvorfor jeg poster en masse morgenmadsbilleder :-))

Fra New Zealand med rygsæk

Morgenmad på Replete Café

Desuden skulle jeg fejre, at jeg gennemførte mine strabadser i går. Jeg vandrede The Tongariro Alpine Crossing, kendt for at være den bedste endagsvandretur i NZ og blandt top 10 i hele verden. Tongariro er én af i alt tre vulkaner, der bryder det relativt flade landskab opkring Lake Taupo. Det var fantastisk. Og fantastisk hårdt.

Stod op allerede kl 5, for at være klar da bussen kom 5:40. Kørte i ca en time mens solen stod op, til vi kom til Mangatepopo Carpark, hvor turen har startpunkt (og hvor vi tissede af på nogle virkelig ulækre Roskilde-agtige toiletter). Det var smadderkoldt der tidligt om morgenen. Jeg mødte en engelsk pige, som jeg endte med at følges med hele tuden, Nathalie (hun lignede virkelig Catarina fra Italien). Det første stykke op til Soda Springs var relativt nemt, op ad en sti langs en lille bæk.

Fra New Zealand med rygsæk

Tidligt om morgenen, taget efter de første kilometer

Og så kom vi til Devil's Staircase, hvilket er et skræmmende passende navn, og jeg troede, jeg skulle dø, det var op og op og op og op i en time af askesorte klippestier, vi blev nødt til at stoppe og få vejret flere gange undervejs.

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Devil's Staircase. Det er svært at fornemme, hvor stejlt det egentlig var, men vi startede helt nee i bunden af dalen, der ses til højre på det nederste billede.

Da vi var kommet op (og havde pustet ud!) fortsatte vi på et dejligt fladt stykke gennem South Crater, mens Mt. Ngauruhoe (bedre kendt som Mt. Doom i Ringenes Herre) kastede skygger over os.

Fra New Zealand med rygsæk

På toppen af Devil's Staircase

Fra New Zealand med rygsæk

...og foran Mt. Ngauruhoe

Sidste hårde, opadgående stræk bragte os til toppen af Red Crater, og så følte vi, at vi stod på toppen af verden, det var fuldstændig vidunderligt, og hvis klatreturen derop ikke havde taget al vejret fra os, så tog udsigten resten!

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

På vej op ad Red Crater

Fra New Zealand med rygsæk

Almost there....

Fra New Zealand med rygsæk

...og endelig på toppen

Fra New Zealand med rygsæk

Nathalie og jeg med Emerald Lakes i baggrunden

Vi fortsatte ned til Emerald Lakes af en ”sti” med løse sten og grus, hvor vi (i vores ubehjælpelige kondisko, de fleste andre havde vandrestøvler) faldt på halen et par gange. Tog nogle (flere) billeder ved Emerald Lakes, det er lidt sjovt, for mit banner her på bloggen er netop et billede af Emerald Lakes, som jeg har leget lidt medi Paint. Og nu har jeg helt rigtige billeder af dem og mig :-)

Fra New Zealand med rygsæk

På vej ned, igen med Emerald Lakes i baggrunden

Vi gik et fladt stykke gennem Central Crater og op ad en lille stigning til Blue Lake, og så begyndte det elllers for alvor at gå ned ad af en sti, der bugtede sig i hårnåle sving, mens vi havde udsigt til Lake Taupo og videre ud til kysten og havet.

Fra New Zealand med rygsæk

Central Crater

Fra New Zealand med rygsæk

Udsigten over Lake Taupo

Vi spiste frokost i Ketetahi Hut med Nathalie, en ung irsk fyr og to formidable ældre damer. De var i hvert fald 60 og fuldstændig nøddebrune af solen i deres vandreudstyr. De havde vandret og klatret præcis samme tur som os, hvilket jeg synes er meget imponerende, og nu sad de med deres madkasser, hvor mueslibarer, frugt, yoghurt og sandwiches lå ordentligt og elegant pakket side om side. Og de havde en termoflaske med varmt vand, en lille glaskrukke med forskellige teposer og en glasflaske med mælk, så de kunne lave a proper cup of tea :-) De gav sig virkelig tid til at snakke med os, spurgte oprigtigt interesseret ind til hvor vi kom fra, hvad vi havde set i New Zealand, hvad vi ville med vores liv og fortalte selv en masse om New Zealand, som de var kommet til fra England som små piger efter krigen. De havde sådan nogle dejlige, engelske stemmer, jeg smilede over hele hovedet, da Nathalie og jeg gik videre på den sidste to timers nedstigning gennem grønt bushområde langs en flod.

Fra New Zealand med rygsæk

Sidste kilometer :-)

Da vi var kommet ned, dejsede vi om i skyggen på parkeringspladsen og ventede på vores bus. Mine ben snurrede, jeg kunne mærke hver en muskel i min krop, og da bussen endelig kom virkede det helt uoverskueligt at skulle rejse sig og gå de 50 m. hen til den. Men jeg havde den der følelse af tung, behagelig træthed, man har, når man virkelig har brugt sin krop og det føltes SÅ godt at have gennemført.

Det hele tog os godt 6 timer, vi havde vandret 18,5 km i alt, med en stigning på næsten 1000 m. op til toppen af Red Crater og et fald på 1200 m. på den anden side. Og i dag kan jeg virkelig mærke det i benene :-)