Shake a mountain

(Det her indlæg har været frygtelig længe undervejs, det skulle egentlig være postet i går, men jeg har haft en masse frustrerende problemer med at uploade billeder...Jeg tror, jeg har fået dem løst nu (tak far) bortset fra det der mærkelige med, at den skriver "Fra New Zealand med rygsæk" under hvert billede...Håber ikke det forstyrrer for meget :-))

I morges gik jeg ud og spiste en virkelig virkelig lækker morgenmad med toast, cream cheese, masser af ristede svampe og virkelig god kaffe. Jeg ELSKER at gå ud og spise morgenmad på caféer, meget mere end jeg elsker at spise på restaurant om aftenen. Det er sådan en god og afslappet måde at starte dagen på; sidde der og nyde maden mens man drikker kaffe og læser en bog, skriver lidt eller planlægger hvad der skal ske senere. Desuden elsker jeg alle former for morgenmadsmad, og New Zealand har det med at lave supergod morgenmad generelt, så jeg vil hellere bruge penge på at spise ude om morgenen end om aftenen (hvilket forklarer, hvorfor jeg poster en masse morgenmadsbilleder :-))

Fra New Zealand med rygsæk

Morgenmad på Replete Café

Desuden skulle jeg fejre, at jeg gennemførte mine strabadser i går. Jeg vandrede The Tongariro Alpine Crossing, kendt for at være den bedste endagsvandretur i NZ og blandt top 10 i hele verden. Tongariro er én af i alt tre vulkaner, der bryder det relativt flade landskab opkring Lake Taupo. Det var fantastisk. Og fantastisk hårdt.

Stod op allerede kl 5, for at være klar da bussen kom 5:40. Kørte i ca en time mens solen stod op, til vi kom til Mangatepopo Carpark, hvor turen har startpunkt (og hvor vi tissede af på nogle virkelig ulækre Roskilde-agtige toiletter). Det var smadderkoldt der tidligt om morgenen. Jeg mødte en engelsk pige, som jeg endte med at følges med hele tuden, Nathalie (hun lignede virkelig Catarina fra Italien). Det første stykke op til Soda Springs var relativt nemt, op ad en sti langs en lille bæk.

Fra New Zealand med rygsæk

Tidligt om morgenen, taget efter de første kilometer

Og så kom vi til Devil's Staircase, hvilket er et skræmmende passende navn, og jeg troede, jeg skulle dø, det var op og op og op og op i en time af askesorte klippestier, vi blev nødt til at stoppe og få vejret flere gange undervejs.

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

Devil's Staircase. Det er svært at fornemme, hvor stejlt det egentlig var, men vi startede helt nee i bunden af dalen, der ses til højre på det nederste billede.

Da vi var kommet op (og havde pustet ud!) fortsatte vi på et dejligt fladt stykke gennem South Crater, mens Mt. Ngauruhoe (bedre kendt som Mt. Doom i Ringenes Herre) kastede skygger over os.

Fra New Zealand med rygsæk

På toppen af Devil's Staircase

Fra New Zealand med rygsæk

...og foran Mt. Ngauruhoe

Sidste hårde, opadgående stræk bragte os til toppen af Red Crater, og så følte vi, at vi stod på toppen af verden, det var fuldstændig vidunderligt, og hvis klatreturen derop ikke havde taget al vejret fra os, så tog udsigten resten!

Fra New Zealand med rygsæk

Fra New Zealand med rygsæk

På vej op ad Red Crater

Fra New Zealand med rygsæk

Almost there....

Fra New Zealand med rygsæk

...og endelig på toppen

Fra New Zealand med rygsæk

Nathalie og jeg med Emerald Lakes i baggrunden

Vi fortsatte ned til Emerald Lakes af en ”sti” med løse sten og grus, hvor vi (i vores ubehjælpelige kondisko, de fleste andre havde vandrestøvler) faldt på halen et par gange. Tog nogle (flere) billeder ved Emerald Lakes, det er lidt sjovt, for mit banner her på bloggen er netop et billede af Emerald Lakes, som jeg har leget lidt medi Paint. Og nu har jeg helt rigtige billeder af dem og mig :-)

Fra New Zealand med rygsæk

På vej ned, igen med Emerald Lakes i baggrunden

Vi gik et fladt stykke gennem Central Crater og op ad en lille stigning til Blue Lake, og så begyndte det elllers for alvor at gå ned ad af en sti, der bugtede sig i hårnåle sving, mens vi havde udsigt til Lake Taupo og videre ud til kysten og havet.

Fra New Zealand med rygsæk

Central Crater

Fra New Zealand med rygsæk

Udsigten over Lake Taupo

Vi spiste frokost i Ketetahi Hut med Nathalie, en ung irsk fyr og to formidable ældre damer. De var i hvert fald 60 og fuldstændig nøddebrune af solen i deres vandreudstyr. De havde vandret og klatret præcis samme tur som os, hvilket jeg synes er meget imponerende, og nu sad de med deres madkasser, hvor mueslibarer, frugt, yoghurt og sandwiches lå ordentligt og elegant pakket side om side. Og de havde en termoflaske med varmt vand, en lille glaskrukke med forskellige teposer og en glasflaske med mælk, så de kunne lave a proper cup of tea :-) De gav sig virkelig tid til at snakke med os, spurgte oprigtigt interesseret ind til hvor vi kom fra, hvad vi havde set i New Zealand, hvad vi ville med vores liv og fortalte selv en masse om New Zealand, som de var kommet til fra England som små piger efter krigen. De havde sådan nogle dejlige, engelske stemmer, jeg smilede over hele hovedet, da Nathalie og jeg gik videre på den sidste to timers nedstigning gennem grønt bushområde langs en flod.

Fra New Zealand med rygsæk

Sidste kilometer :-)

Da vi var kommet ned, dejsede vi om i skyggen på parkeringspladsen og ventede på vores bus. Mine ben snurrede, jeg kunne mærke hver en muskel i min krop, og da bussen endelig kom virkede det helt uoverskueligt at skulle rejse sig og gå de 50 m. hen til den. Men jeg havde den der følelse af tung, behagelig træthed, man har, når man virkelig har brugt sin krop og det føltes SÅ godt at have gennemført.

Det hele tog os godt 6 timer, vi havde vandret 18,5 km i alt, med en stigning på næsten 1000 m. op til toppen af Red Crater og et fald på 1200 m. på den anden side. Og i dag kan jeg virkelig mærke det i benene :-)

Can you see anything? The dark is hiding things...

Har haft nogle ret vidunderlige dage her på det sidste :-)
Er ankommet til Taupo. I går var jeg på Black Abyss tur i Waitomo med nogle engelske piger, jeg havde mødt på bussen. Waitomo er en lillebitte landsby midt ude i ingenting, og den er umiddelbart rigtig kedeligt. Lige indtil man kommer ned under jorden.
Waitomo er nemlig kendt og berømt for sine underjordiske grotter.

Det hele startede med, at vi kæmpede os i nogle meget meget kolde og våde og klamme og stramme våddragter og iførte os sikkerhedsudstyr og en fiks rød hjelm meget tidligt om morgenen. Uden helt at vide, hvad der ventede os, blev vi kørt af vores guider hen til en skråning, hvor vi først øvede noget rapelling oppe i daglyset. Derefter rapellede vi én efter én ned igennem et hul i jorden og videre gennem en 35 m. lang, smal skakt, og så begyndte det ellers:
I løbet af de fire timer vi var dernede, skiftevis kravlede, vadede, svømmede og masede os gennem skakter, tunneller og grotter, nogle gange kun i vand til anklerne, andre gange til armhulerne. Det var fantastisk, vildt hårdt og ret klamt og vådt, men fantastisk.





For at komme fra den skakt, vi var rapellet ned igennem i første omgang og ned i selve vandet, skulle vi første lave en ”flying fox”, hvor man bliver spændt fast til en wire i grottens loft og så suser gennem luften. I bælgravende mørke. Men det, jeg synes var mest grænseoverskridende var, da vi efter den flyvende ræv blev udstyret med hver vores sorte gummiring, hvorefter vi skulle springe ud fra en fire meter høj klippe og lande i den underjordiske flod under os, siddende i ringen, som man gør i en badering. Ved ikke, hvorfor lige præcis det var så uhyggeligt, men jeg skulle godt nok tage mig sammen inden. Da alle havde hoppet og sad i deres ringe padlede vi ned af floden i mørket, det kun blev oplyst af tusinder og atter tusinder af glowworms der sad på stalagmitterne og stalagtitterne omkring os og over os. Det var meget magisk, det lignede stjerner og kombineret med den stille plasken fra det meget sorte vand var det som taget ud af Ringenes Herre.

Efter det kom den mere krævende del med at mase og kravle gennem grotterne (på et tidspunkt stoppede vores guide os uden af fortælle hvorfor, vendte ryggen til og rodede lidt rundt i vandet foran sig. Og vendte sig om mod os igen med et smørret grin og en 75 cm lang glinsende ål i favnen. Jeg kan godt fortælle jer, der var nogle piger, der skreg! Efter det prøvede jeg så meget som muligt at holde mine hænder og mit ansigt ude af vandet!) Til allersidst (og efter at have fået varm kakao i plastiskkrus og de bedste småkager jeg i mit liv har smagt, siddende på rad og række på et klippefremspring med fødderne ned i vandet) klatrede vi op af 3 underjordiske vandfald og kom op på overfladen igen.

Vel oppe fik vi varme bagels og tomatsuppe, og så sov vi ellers hele vejen på bussen til Taupo.









Ked af, jeg ikke har flere billeder fra den tur, men vi kunne ikke få kameraer med derned.

I dag har jeg været på vandretur i bjergene, noget der hedder The Tongariro Crossing, men jeg er virkelig træt og virkelig sulten, så det må vente.

Forresten har jeg mødt Tiffany igen, hende den søde canadiske pige, som jeg snakkede meget med i Rotorua. Desværre er vores ture blevet lidt forskudt og hun skal møde nogle venner nede sydpå om en uge, så vi har kun lige haft en enkelt aften sammen her i Taupo. Har dog fået hendes mail, så vi håber virkelig, at vi kan mødes senere, når hun har besøgt sine venner.

Yellow is the colour...

Kl er næsten 18:00 (hvilket vil sige, at derhjemme er den næsten 6 og min far er ved at stå op. Det tænker jeg tit på, for det er en af de helt faste rutiner jeg kan bruge, når jeg refererer tiden her til tiden derhjemme). Jeg sidder lige nu her:



Rotorua House of Baths, oprindeligt et eksklusivt spaområde åbnet af en rig general engang i det 19. århundrede, i dag er her museum, kunstudstilling og cafe. Her er meget, meget engelsk. Cafeén serverer High Tea og ude på den meget grønne og meget veldresserede plææne lige foran mig, trisser velopdragne ældre mennesker rundt og spiller kroket.

Det står ret meget i kontrast til min aften i går. Jeg besøgt en traditionel Mauri landsby komplet med velkomstceremoni, koncert og ”hangi” - festmåltid. De var ret skræmmende ved første øjekast, maurimændene i deres skind og muskler og tatoveringer, og de lavede nogle fuldstændig groteske ansigter, hvor de spilede øjnene helt ud og rakte tunge og sagde mærkelige, gutturale lyde helt nede fra maven. Men de viste sig at have en overraskende humor og et nærvær, der gjorde, at man følte sig meget speciel, da de viste en rundt i landsbyen (skal lige siges, at de jo selvfølgelig ikke bor der, det hele var en rekonstruktion, en slags totalteatet. Selvom det føltes meget virkeligt). Og så var de vanvittig rytmiske, de klappede og dansede og de sang med så meget kraft og energi, at det var helt overvældende.







Og maden – årh.... Det meste bliver tilberedt i 4-5 timer over varme lavasten i et hul i jorden. Tættest på stenene ligger kødet (lam, kylling, muslinger og den lækreste fisk), så kommer kartofler, søde kartofler og grøntsager, og længst fra stenene bliver steam pudding (en slags sirupskage der serveres med vaniljecreme og fløde) varmet igennem. Og så var der en masse friske salater og endnu mere dessert, pavlova (marengs med creme og frugt) og frugtsalat, og det hele smagte vanvittig godt og vi blev vanvittig mætte.



Tiffany, en canadisk pige, som jeg har fulgtes med et par dage og også tog derud med og som er virkelig virkelig sød men desværre er taget videre i morges, og jeg blev enige om at det som backpacker var helt legitimt at tage dobbelt portion af desserten, for så kunne vi spare nogle madpenge e næste par dage :-D (Bare rolig mor, jeg HAR fået noget at spise i dag :-))

I dag har jeg besøgt Wai-o-tapu (”Helligt vand”), et geotermisk område, der ligger ca. 30 km (eller ”k's” som alle newzealændere siger) uden for Rotorua. Først besøgte vi nogle boblende, og virkelig svovlprutlugtende mudderpøle. Som en amerikansk kvinde sagde til sin veninde ”Urgh, it stinks! You could really get away with anything here”. '

Selve Wai-o-tapu området var langt smukkere, en kombination af kratere (med navne som ”Devil's Inkpots” og ”Thunder Crater”) og søer i alle mulige farver, limegrøn, turkis, varm rød, orange, solgul. Farverne skyldes et hav af mineraler, der kommer op fra undergrunden, og søerne havde meget passende navne som ”Artist's palette” og ”Champagne Pool”. Det var ret vildt....vil ikke beskrive så meget, hellere bare lade billederne tale for sig selv.

















ps. I må meget gerne lægge nogle kommentarer, det gøres i bunden af hver af mine indlæg. Det er så dejligt, at høre lidt hjemmefra. Og sjovt at vide, hvem der følger med :-)

Learning to fly...(altså sådan rent symbolskt)

Efter min lille krise i går gik jeg tilbage til mit hostel og lagde mig i min seng med en cola og min dagbog og tænkte og tudede lidt. Og så gav jeg mig til at kigge i mine guidebøger og begyndte at planlægge lidt fremad og glæde mig til de ting, jeg skal, de næste dage, og før jeg vidste af det, havde jeg det allerede meget bedre. Jeg tror, at når man har hjemve eller er trist, så gælder det om at anerkende, at det er sådan man har det. Men bliver nødt til at give det noget plads og lade det komme frem, hvis man prøver at ignorere det eller skubbe det væk vil det bare sidde på lur i baghovedet og påvirke en hele tiden. Det tror jeg for øvrigt gælder for alle følelser, det med at fortrænge dem, gør dem bare endnu voldsommere.
Nå, lidt om, hvad jeg har lavet de sidste par dage:
Min sidste dag i Whitianga lejede jeg en cykel og brugte dagen på at cykle rundt langs kysten (der var nogle ret onde bakker ind i mellem!) og ligge på stranden og læse og nyde solen.






Billeder fra cykelturen


Man skal forresten virkelig passe på med den sol, NZ ligger under et hul i ozonlaget, der gør den meget farlig. Som jeg også måtte sande på min egen krop, da jeg kom hjem og var helt rød på brystet, trods ret hyppige påsmøringer af faktor 30. Jeg har lært af min mor, at så er det eneste der duer Aloe Vera, og sådan nogle ting har min mor styr på. Så nu er der kun en lysebrun farve tilbage og en masse fregner på min næse, se selv :-)




Fra Whitianga tog jeg Kiwibussen til Rotorua, NZ's geotermiske hovedsæde. Fra balkonen på mit dormitory (jeps, her er balkon :-)) kan jeg se røg og damp stige op fra byens park, hvor der er mudderpøle og minigeysere i massevis, det er lidt specielt. En af ulemperne er de hyppige pust fra ildelugtende sulfurdampe, der stiger op fra undergrunden..
Hele Kiwibus-konceptet er ret smart. Man stiger typisk på ved 8-9 tiden om morgenen sammen med en masse andre backpackere og turen plejer at tage en halv dages tid. Men det gode er, at man ikke sidder i bussen hele tiden. Ens buschauffør fungere nemlig også som en slags guide, så undervejs stopper man forskellige steder, fra Whitianga til Rotorua gjorde vi fx holdt og tog en vandretur langs en gammel minejernbane (se billeder længere nede) og vi holdt frokostpause i Matamata (jeg elsker Mauri stednavnene), som er det område, hvor de dele af Ringenes Herre der foregår i Herredet, er filmet.




Fra vandreturen


Chaufførerne kan også hjælpe med bookning af hostel og aktiviteter, det sted, man er på vej hen. De fortæller en masse om stedet og dets muligheder, og så sender de sedler rundt, hvor man kan skrive sig på, hvis man vil melde sig til forskellige ting (en ekstra bonus er, at man får rabat på en del gennem Kiwi Experience).
Mange af backpackerne har ikke så lang tid som jeg, så de rejser videre med bussen allerede næste dag. Det behøver jeg heldigvis ikke, så jeg har tid til at opleve lidt selv, tage det stille og roligt og finde frem til oplevelser, cafeer og naturområder på egen hånd, som de andre ikke har tid til. Det kan jeg godt lide, det med, at jeg også kan arrangere lidt på egen hånd (det andet er på en eller anden måde lidt for...nemt? Mainstream? Jeg ved det ikke, det lyder lidt fjollet at skrive).

Will your system be alright, when you dream of home tonight?

Praeget af en smule vemod og hjemve, saa et rigtig indlaeg med billeder og det hele bliver nok foerst i morgen. Synes I er lidt langt vaek allesammen lige nu og ville goere meget for et ordentligt kram. Selvom jeg snakker med og er omgivet af folk hele tiden, er det jo ikke dem, jeg holder mest af i verden.

Jeg vender tilbage i morgen, naar jeg er kommet tilbage til overfladen.

Auckland og omegn

Jeg har lidt problemer med at forene min egen computer og mit nye kamera, saa lige nu sidder jeg paa en internetcafe i Whitianga i The Coromandels. Solen skinner og senere skal jeg paa stranden, men foerst skal i lige have lidt billeder fra foerste del af turen. (Jeg har et helt indlaeg om Auckland liggende paa min egen computer, men det maa i lige faa ved senere lejlighed, selvom det saa bliver i en lidt omvendt raekkefoelge).

Fra Auckland tog jeg med Kiwibussen videre til byen Whitianga i The Coromandels, hvor alle rige Aucklandere tager paa ferie og forlaenget weekend. Jeg har vaeret paa en halvdages havkajaktur til Cathedral Cove, hvor vi sejlede ind og ud af grotter og lagde til ved smaa strande hvor vi badede og saa en masse lokale fisk og havplanter. En virkelig god maade at opleve vandet paa (og sandelig godt at jeg fik roet nogle kilometer paa Fitness Middelfarts romaskine inden jeg tog afsted, saa jeg ikke blev helt til grin :-P)

Lidt billeder:


Mig i Brisbane lufthavn. Baer over med det ramponerede traette look, jeg har trods alt lige rejst i 30 timer :-P



Smukke traeer i Albert Park i Auckland



Udsigten fra Mt. Eden, Aucklands hoejeste vulkan.



Sky Tower, Aucklands vartegn.



Waitekere Ranges



Muriwai Beach, en af vestkystens virkelig flotte og virkelig farlige surferstrande.



Mere Muriwai Beach



Taget lige inden jeg tog Kiwibussen ud af Auckland.



Ved Cathedral Cove



Selve Cathedral Cove



Den mest fotograferede klippe i hele NZ (og vores havkajakker i forgrunden)



Morgenmad paa Tides Cafe i Whitianga

PS. Mor, jeg har laest jeres mail, og numrene er noteret! :-)