Watch the early morning sun, ripped like blood from the day

For mig er essensen af at rejse, det her: at sidde i et langt, langt skramletog, der langsomt slanger sig ned gennem the outback, hvor støvede grønne buske kæmper med det røde sand, og alt er tørt, og himlen er tåget lilla i aftensolen med flade forrevne skyer ude i horisonten og en næsten-rund, bleg måne. Det hele virker endeløst og overvældende, man kan bare sidde og kigge ud af vinduet, mens drengene ved siden af en sidder med en kold øl og hører musik, og man har 17 forskellige poser med alt muligt – mad, bestik, bøger, håndklæder – og man har lige spist vandmelon og tyrkisk fladbrød med avocado.

Det oplevede jeg på vores ca. 20 timer lange tur tilbage til Adelaide fra Alice Springs med det legendariske Ghantog. Det er mærkeligt, hvordan nogle bil-, bus- og togture på 4-5 timer kan virke endeløse, mens en på godt tyve bare forsvinder mellem hænderne på en. Måske er det fordi ens hjeme er indstillet på det på en anden måde.

Jeg har haft tre fantastiske dage i ørkenen. Vi var omkring 15 mennesker på vores tour og så vores guide, Craig, en rigtig ørkenmand i khakitøj med læderhud og halvfedtet hår under en bredskygget, beige hat.


Camel Attack!

Første dag (efter en 5 timers bustur gennem ingeting fra Alice Springs) var vi på vandretur i Kate Tjuta, en samling kuppelformede, røde klippesten ikke så langt fra Uluru (Ayers Rock), det var flot, men dagens højdepunkt kom først om aftenen, hvor vi så solen gå ned over Uluru, som skiftede mellem alle nuancer af rød, orange og brun i takt med at solen forsvandt. Det var mærkeligt at tænke på, at den har ligget der i millioner af år, mens ting har ændret sig omkring den; træer og planter er vokset og gǻet ud, veje er blevet bygget, mennesker og dyr er kommet og gået, og i al den tid har den bare ligget der, urokkelig og underligt malplaceret midt i ørkenen.
Første glimt af den gennem bussens vindue var surrealistisk. Jeg fandt ud af, hvor dragende den er. Man er hele tiden opmærksom på den, når man er i nærheden, den er meget dragende, man kan ikke lade være med hele tiden af kigge.




Kate Tjuta










Uluru ved solnedgang

Næste dag fik vi mulighed for at klatre op på toppen af den. Der er næsten altid lukket derop, fordi blæsten på toppen er så voldsom. Omkring 40 mennesker er døde på Uluru siden den blev åbnet for turister, men vi klatrede derop. Jeg havde det meget, meget ambivalent med det, og var tæt på ikke at gøre det, for aboriginee'erne ser helst, at man ikke klatrer på den. Det er helligt land for dem, og det føltes meget invaderende og respektløst at klatre derop med en masse andre turister.

Men når det er sagt, var det også det mest vidunderlige, jeg har oplevet på den tur her. Uden tvivl. Vi startede tidligt om morgenen, og det første stykke var uhyggeligt stejlt. Der er ingen sti, bare rød klippe og en metalkæde man kan holde fast i. Men efter det første stykke flader det lidt ud, og man kan se til verdens ende i alle retninger, og jeg kan ikke rigtig beskrive følelsen af at stå der, midt i verden og midt i livet med vinden susende omkring sig.


Første stejle stykke


Halvvejs


Det bliver ikke meget større :-)

Da vi kom helt op på toppen, sad vi et stykke tid i stilhed og bare kiggede. Og tænkte. Det er lidt af en kliché, men når man sidder sådan et sted, føler man sig meget lille, og verden føles meget stor, og så tænker man på alle dem man elsker, og alt det man vil med sit liv. Det er en dejlig, rolig fornemmelse.


Næsten helt oppe




On top of the world :-)


Tænksomme øjeblikke

Intet slår den oplevelse. Jeg kan ikke beskrive det, som det fortjener at blive beskrevet.

Næste dag var vi i Kings Canyon, en klippedal med en grøn oase, Garden of Eden, i bunden, hvor vi så kænguruer, og Craig sad på knæ i sandet og tegnede og fortalte om geologien og historien og alle aborigineelegenderne.








Kings Canyon


Craig tegner og fortæller

Hver aften sov vi i swags, en krydsning mellem et lillebitte enmandstelt og en sovepose, under stjernerne. Der var millioner og milliader af stjerner, der fik lov til at skinne helt uforstyrret af elektrisk lys, og Mækevejen løb som et tåget mælkehvidt bælte hen over himlen, og det var fantastisk.
Vi lavede alle måltider i fællesskab og alle hjalp til med opvask og klargøring, og om aftenen sad vi og snakkede og fortalte rejsehistorier, og der var bare en virkelig, virkelig god stemning hele vejen igennem.


Godmorgen (Halv fem. Hver dag.)




Lejrliv


Solnedgang i ødemarken

Synes, jeg har fået rigtig meget ud af den tur :-)

Nu er vi tilbage i Adelaide, hvor vi bliver et par dage og ser, om vi kan få fat i en bil eller om det bliver bus (igen).

Ps. Den der ørken er ikke for sarte sjæle; Der var fluer overalt, vi har set kameler, og vi har delt lejr med kæmpefirben på 70-80 centimeter og mærkelige pindedyr så lange som min fod!



Sengekammerater :-P