Great Southern Land

Er landet i Australien, her er fantastisk, det hele er så stort og overvældende og smukt. Jeg fløj via Sydney til Adelaide, hvor jeg mødte med Simon og Adam :-) Undervejs var der to (!) lufthavnsmennesker, der grinede, da jeg vidste dem mit pas! Sådan noget troede jeg ikke, de gjorde. Er der ikke et eller andet lufthavnspersonale/kundekodeks, der forhindrer den slags? Jeg mener, stort set alle mennesker er ret selvbevidste, når det kommer til deres pasbilleder. Og man er i forvejen i en sårbar position, når man står der ved skranken med sine tasker og svedpletter og bekymrer sig om, om man nu har de rigtige papirer, og om man når det og vedkommende på den anden side sidder med al magten og det psykologiske overtag. Og så griner de bare!

Nå, men vi brugte en dag i Adelaide på at planlægge lidt... Det ville ikke rigtig gå op i en højere enhed for os i forhold til penge og tid osv, indtil vi snakkede med en fantastisk rejseguidedame, Natalia, der brugte et par timer på at hjælpe os med at planlægge en god, ikke for lang og økonomisk ansvarlig tur ind til Australiens røde ørkencentrum.

Vi er lige kommet til Alice Springs efter en 22 timer lang Greyhound bustur, der egentlig gik overraskende hurtigt, mest fordi vi kørte om natten. Alice Springs er ligesom de idste bid af civilisation, inden ødemarken for alvor begynder, og det er her de fleste der vil se Ayers Rock osv kommer igennem. Så det er en mærkelig opbrudsby, hvor turisterne hurtigt rejser videre og lokalbefolkningen – hovedsageligt aboriginals – sælger skrammel til turister eller sidder i grupper på gader og parkeringspladser. De er lidt et sørgeligt syn, fattige og overvægtige, og mange af dem virker alkoholiserede... De kan godt virke en smule intimiderende, jeg er glad for, at jeg ikke rejser alene lige her.

I morgen begynder vores 3-dages tur ind i ørkenen, jeg vender tilbage med en masse billeder og beretninger. Glæder mig helt vildt til at se Ayers Rock! :-)

Ps. Her er 40 grader!