torsdag den 26. marts 2009

Billeder

Sidder i Singapores Changi Lufhavn og venter på mit fly til Frankfurt...Arbejder på nogle indlæg om mine sidste dage, men i første omgang bliver det kun til lidt blandet godt fra fotoalbummet:


Rutherglen House, home of Mr. Peter Jansen


Hans etré


Og (et meget lille udsnit) af hans husdyr






Melbourne skyline at nighttime


Solopgang et sted udenfor Canberra




Bondi Beach (paradis)


Vores faste plads


Circular Quay, Sydney


Sydney Harbour Bridge






Operahuset fra forskellige vinkler




















Goontime :-)


Puh, jeg savner det allerede.

mandag den 23. marts 2009

Summertime, the living's easy

Jeg er ikke blevet spist af en haj eller noget, jeg har bare for travlt med at elske solen og stranden og mennskerne og goon og Sydney og brune ben og surfboards og at være oppe hele natten og at drikke cappuccino på caféerne langs promenaden og grine og peoplewatche og at tage billeder og at høre masser af musik til at blogge :-)

tirsdag den 17. marts 2009

Lifestyles of the rich and the famous

Vi er kommet til Melbourne, og jeg er allerede ret forelsket i byen, det er det sted, jeg har været ind til videre, hvor jeg bedst kunne se mig selv bo. Og så bor vi ved en af Simons fars venners kontakter. Og han er millionær.

!!!

Det var meget tøvende, nervøs bæven at vi mødte op ved Rutherglen House i Highlander Lane, det eneste egentlige hus i hele Melbournes travle, hektiske og moderne centrum, hvor alt ellers er lejligheder og kontorbygninger. Simon havde snakket i telefon med Mr. Peter Janson et par gange, og han lød eftersigende mildest talt gnaven og utilnærmelig, og han bandede en masse. Da Simon forsigtigt spurgte, om det var i orden at vi kom tre og ikke de planlagte to, var hans svar ”Jesus Christ, this isn't a bloody fucking hotel, but come along then!” Ikke den mest varme velkomst, man kunne ønske sig. Vi anede ikke, hvad vi skulle forvente. Men intet, intet, kunne have forberedt os på hvad der ventede, da Spike, Mr. Jansons hushjælp, buzzede os ind i det der udefra lignede en skummel, mørk, gammel engelsk pub fra det 18. eller 19. århundrede.

Rutherglen House er som et pulterkammer. Eller et antikvitetsbutik. Eller et museum. Det første man møder, når man træder ind af hoveddøren er et udstoppet løvepar komplet med krop og ben og hale og manke og alting – men dem opdagede vi ikke engang, første gang vi kom ind, fordi alt andet ved huset er så overvældende.
Mr. Janson selv holder til på husets tredje sal, som man kommer op til af brede, mørke egetræstrapper med bløde plystæpper. De underste etager huser hans hall og hans spisestue med store solide træpaneler på væggene og malerier og billeder over det hele. Belysningen er dæmpet, og det føles fuldstændig som at træde et par århundreder tilbage i tiden.

Vi fandt Mr. Janson i sin stue. Han er lige blevet opereret i sit knæ, så han sad fuldtændig stille i sin sofa midt i rummet iført en lang, stribet, nusset natskjorte i lilla nuancer og intet andet. Hans hår er sort og halvlangt med en sølvstribe forrest, og han har sort fuldskæg med en hvid plet på hagen, hvilket får ham til at ligne en gammel grævling. Han ryger som en skorsten, han kæderøg tre store, fede cigarer den første time vi var der. Han gav os hånden og fik os placeret i stole omkring ham med hver vores gourmetøl, mens fjernsynet flimrede ved siden af en den massive kamin, hvor en blussende ild brændte. Mr. Janson forklarede, hvordan han elsker åben ild og har en tændt hver eneste dag, selv når temperaturen i Melbourne ligger omkring de 35 grader sommeren igennem. For at holde varmen skak har han, hvad han kalder Big Mother, et voldsomt airconditionanlæg, som han tænder, når det bliver nødvendigt.

Mr. Janson er englænder, selvom han har boet i Australien det meste af sit liv, og Simon kender ham gennem en af sin fars gode venner, som arbejdede for ham i Rutherglen House for 20 år siden. Det vil sige, kender og kender, Simon havde aldrig mødt Mr. Janson før, hvilket gjorde samtalen lidt forceret efter de første høflighedsfraser og udvekslinger om vejret.

Jeg sad mest bare og lyttede. Og kiggede. Mr. Jansons stue er kaos, alt for mange ting på alt for lidt plads i et rodet, støvet virvar. Hele den ene væg er en stor bogreol med titler om alt fra sex og erotik over ”Who's who 2005” og Lonely Planet til krimier og romaner stablet højt mellem gamle fødselsdagskort, blade og hæfter. Og så er der billeder, billeder i massevis: malerier, gamle avisforsider i rammer, et stort portræt af Mr. Janson i en rød fløjlsjakke. Han har fortalt os, at det er malet af ham, der maler den engelske kongefamilie og paven. På væggen overfor hænger et fotografi af ham med Prinsesse Diana, som besøgte ham to-tre uger, inden hun døde. Han nævnte det, som om det var den mest naturlige ting i verden. I det hele taget smider han om sig med navne på indiske prinser, engelsk overklasse, saudiarabiske rigmænd, millionærer, milliardærer, rige og berømte. Han kender kronprinsesse Mary godt, hun plejede at besøge ham en del, inden hun blev gift med Frederik. Han lovede at hilse, næste gange han ser hende (!).
Og så er der alle de udstoppede dyr; vildsvin, sneleoparder, løver, tigre, elge, krokodiller, alle mulige fugle, en enkelt giraf. Alle sammen skudt af Mr. Janson selv eller hans far eller bedstefar på jagtture til Afrika og Asien.

Det er mærkeligt, for mange af de ting, han har er utrolig dyre og værdifulde. Han har en masse motorcykler og biler stående i garagen under huset (”..and of course I keep a motorbike ind London, just so much easier and quicker to get around on. Oh, and one i New Delhi too of course, the traffic there is terrible”), og han foræller om sin utallige håndsyede jakkesæt og sine dyre, engelske porcelænskopper, som han får af sin ven, der tilfældigvis ejer porcelænsfirmaet, hver gang han besøger ham. Han fortæller om dyre hoteller og private jetfly og kæmpe paladser og om sine jorde i England, New Zealand, Australien og Indien. Han har jacuzzi og tjenestefolk og ”...an office just across the street, which takes care of all of my affairs. Well after all, thats what they're there for!”. Og alligevel virker det hele på en eller anden måde så forfaldent. Huset, som er støvet og usammenhængende med mismatchede gamle velourmøbler og rum, Mr Janson sikkert aldrig kommer ind i, hvor gammel skrammel står og samler støv (vi sover i sådan nogle rum, de er fanastiske at gå på opdagelse i. Vi har en hel etage for os selv!)
Og Mr. Janson selv med sin gamle natskjorte og sine evindelige cigarer, der drypper aske ned i skødet på ham. Mr. Janson, hvis liv har været så indholdsrigt og utroligt, og som nu sidder der alene på sin sofa i timevis og ser fjernsyn og drikker pebermyntete.

Jeg er ret fascineret af fænomenet Mr. Janson. Han er en gavtyv. Han er ”old money”, har fortalt hvordan han boede på The Grosvenor Hotel i London med sin bedstefar og voksede op med en butler på hver finger. Han personificerer alle de fordomme, man har om en True English Gentleman. Han rider og tager på rævejagt og mingler med alle mulige dukes, earls og ladies og så også lige den engelske kongefamilie selvfølgelig. Det er åbenbart dét, han gør, han kalder sig selv en ”gentleman by profession”; han mingler og skaber kontakter og agerer mellemmand for sit enorm netværk af rige og berømte. Det er hans beskæftigelse, han tjener ganske enkelt penge på at tage til cocktails parties og middage og kende de rigtige mennesker, så han kan skabe de rigtige forbindelser.

Han er også – uden tvivl – en playboy. Hvis man ikke bliver overbevidst af de mange fotografier af ham med letpåklædte skønheder, gør man det bestemt efter bare en halv time i hans selskab. Jeg rødmede flere gange og vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere, da han bramfrit proklamerede, at han bedst kan lide små bryster som mine, og at min tunikakjole var vældig smart, fordi den fungerede både med og uden jeans, og om det virkelig var nødvendigt, at jeg havde jeans på? Og nogle af de historier, han fortalte: om blowjobs på private fly og kønne frisører, der fik charmeret trusserne af med et godt ord og en spritny Aston Martin! Men han sagde det hele med et varmt, drillende glimt i øjet, der var ikke noget ubehageligt ved det, og jeg følte mig ikke på noget tidspunkt stødt, bare lettere hylet ud af den.

Og han fortalte andre historier også, i går eftermiddags da vi igen sad i hans stue, og drengene drak øl og spiste småkager, som Dr. Spook (Mr. Jansons huslæge, som altid kommer med småkager, som han ikke kan fordrage men føler han bliver nødt til at udrydde for ikke at såre Dr. Spook) havde haft med tidligere. Mr. Janson og jeg drak te (jeg var vanvittig nervøs for at lave te til ham, han er trods alt ærkeenglænder og oven i købet millionær, men han drak den uden et ord, hvilket jeg tog som en personlig sejr), og han fortælte om jagtture og om, hvordan han personligt introducerede hængning som dødsstraf et sted i Asien, i stedet for den traditionelle metode med at binde morderen til den dræbte og sende ham ned af en isnende gletcherflod, til han døde. Han fortalte om sine racerkøreruheld, som har resulteret i utallige operater i ansigt og hals (det er derfor han har fuldskæg) og om fester i sammenkomster i Rutherglen House. Han fortalte om en indisk (tror jeg) fyr, han gik på Eton med, som han plejede at kalde Motherfucker, fordi han var en håbløs sportsmand, og om hvordan han mange år senere ringede til ham med ordene ”Hello Janson, this is Motherfucker, now the president of India!” Han fortalte om den gang, han måtte afslutte en arabers mislykkede forsøg på at slagte en Mekkavendt ged i badekarret i en svinedyr suite på et dyrt hotel i London.

Jo, jeg er meget fascineret af Mr. Janson og af hans liv og af at bo hos ham og være en (nok så lille) del af det i et par dage. Så fascineret, at det helt kommer til at dominere denne her post, selvom der ellers er meget at fortælle om Melbourne. Det hele blegner bare lidt i forhold til Mr. Jansons historier :-)

Vi har boet hos ham to nætter og bliver til i morgen, hvor vi kører videre til Canberra. Glæder mig allerede til at høre flere historier i aften :-)

Billeder

De manglende billeder fra sidste post:






The 12 Apostles, Great Ocean Road


Loch Ard Gorge, Great Ocean Road


The Arch, Great Ocean Road


London Bridge, Great Ocean Road




Ved Lord Ard Gorge


Koalabjørnen


On the road


Vores bil :-)

lørdag den 14. marts 2009

And all these songs are sung on roadtrips

(Desværre ingen billeder i den her post. Jeg har en masse, som jeg vil prøve at sætte ind senere, men lige nu er der lidt problemer.)

Vi har købt en bil :-) En sølvgrå Ford Falcon fra '93, og den er fantastisk! Det vil sige, selv jeg ved, at sådan rent bilmæssigt er den ikke særlig fantastisk, men den virker som den skal og vi elsker den! Vi har købt den i Adelaide ved en brugtbilsforhandler, Steve, efter at have vandret ind og ud hos forhandler efter forhandler for at finde den rigtige. Følte mig ret meget på bar bund, men drengene stillede alle de spørgsmål, der skal stilles og tjekkede motor og det hele, og efter de havde testkørt den tog det ene ligesom det andet, og pludselig sad vi ved et skrivebord overfor Steve, og Adam skrev under, og jeg betalte depositum. Og dagen efter kunne vi hente vores nyligt rengjorte bil og efter at have købt et telt og et kabel, der tilslutter vores MP3-afspillere til bilens radio, var vi ret parate til at ramme The Great Ocean Road, der snor sig langs Sydøstaustraliens kyst fra Warnambool til Geelong.

Vores bil var bare ikke helt så samarbejdsvillig, ikke at der var noget galt med motoren, nøglen ville bare ikke dreje. Overhovedet. Efter skiftevis af have prøvet i næsten to timer, mens vi bare blev mere og mere frustrerede, og det hele så meget sort ud ringede vi til Steve. Han sendte en mekaniker, der lignede Clint Eastwood, og som ordnede det hele gratis, og der har ikke været problemer siden.

Og således kørte vi ud af Adelaide 5-6 timer senere end planlagt, men i højt, højt humør.

Den første eftermiddag og aften kørte vi gennem det mærkeligste, måneagtige, flade slettelandskab med udtørrede, kraterlignende søer, forrevne buske og sand og grus. Tåge hang fra grenene, og tåge krøb langs jorden, og det hele var næsten uvirkeligt og lidt ildevarslende, der var bare os i vores bil på de lange, lige veje, der flimrede i varmen midt i ingenting.

Men først på aftenen klarede det op, og solen gik langsomt ned over sletterne, og træernes kulsorte, knivskarpe silhouetter var magiske. Og jeg kørte :-)
Det var jeg lidt nervøs ved først; jeg er ikke verdens mest erfarne bilist endnu, de sidder i den forkerte side af bilen hernede og kører i den forkerte side af vejen, og vores Falcon har ovenikøbet automatgear, hvilket jeg ikke er vant til. Men vejene var så lange og lige, og der var ingen trafik, og det med automatgear gjorde bare det hele meget nemmere. Og det var den mest vidunderlige, jublende følelse af frihed at sidde der bag rattet og bare at køre :-)

(Og mor, du skal ikke være nervøs, jeg kører meget forsigtigt og kun på de lange lige strækninger, drengene vil ikke lade mig røre rattet, når vejene bliver for snoede, eller der er meget trafik.)

Den nat sov vi i bilen, og da vi vågnede spiste vi en kæmpe morgenmad for at fejre det hele, og så kørte vi ind på The Great Ocean Road.

I gråvejr.

Hvilket er helt utrolig ærgerligt, men til at leve med, fordi det hele bare var så smukt alligevel. Vejen snor sig langs klipperne helt ud til vandet, og undervejs kan man stoppe og beundre forskellige klippeformationer, som bølgernes konstante hamren mod kysten har skabt. Og ellers skruer man bare helt op for musikken og læner sig tilbage i sædet og nyder det :-)

Vi så koalabjørne, der sad ligeså musestille i træerne over vejen, næsten som om de var i trance eller mediterede eller sådan noget. De rørte ikke en muskel, kiggede bare på os med dovne, slørede øjne. Har senere læst i Lonely Planet at koalaer har lært sig selv kun at bruge en meget lille del af deres hjerne, så de i stedet kan bruge al deres energi på at bearbejde de meget giftige blade, de spiser. Det kan være deres passive ligegyldighed havde noget med deres minimale hjerneaktivitet at gøre. Vi var i hvert fald henrykte :-)

Vi kom til Torquay, Sydaustraliens surferhovedstad, i går, og vi havde håbet at kunne bruge et par dage her på at ligge på stranden og bade og surfe. Men da vi vågnede i morges var det til en syndflod af regn, og Adam og jeg tilbragte det meste af morgenen med at krybe sammen med alle soveposer og tasker midt i teltet for at undgå de våde vægge, mens Simon rendte rundt udenfor i regnen og prøvede at råde bod på vores noget forhastede og ikke særlige grundige teltopsætning i går. Det er lidt ærgerligt, men vi får det bedste ud af det, og det her er det rene vand (høhø) i forhold til Roskilde Festival '07. Det skulle klare op i løbet af de næste par dage.
Hvis alt fejler har vi altid Goon, hvilket er australsk slang for utrolig dårlig papvin; man får 4 liter med 9,5% for ti dollars, knap 40 kr. Men så smager det altså også derefter :-P

mandag den 9. marts 2009

Watch the early morning sun, ripped like blood from the day

For mig er essensen af at rejse, det her: at sidde i et langt, langt skramletog, der langsomt slanger sig ned gennem the outback, hvor støvede grønne buske kæmper med det røde sand, og alt er tørt, og himlen er tåget lilla i aftensolen med flade forrevne skyer ude i horisonten og en næsten-rund, bleg måne. Det hele virker endeløst og overvældende, man kan bare sidde og kigge ud af vinduet, mens drengene ved siden af en sidder med en kold øl og hører musik, og man har 17 forskellige poser med alt muligt – mad, bestik, bøger, håndklæder – og man har lige spist vandmelon og tyrkisk fladbrød med avocado.

Det oplevede jeg på vores ca. 20 timer lange tur tilbage til Adelaide fra Alice Springs med det legendariske Ghantog. Det er mærkeligt, hvordan nogle bil-, bus- og togture på 4-5 timer kan virke endeløse, mens en på godt tyve bare forsvinder mellem hænderne på en. Måske er det fordi ens hjeme er indstillet på det på en anden måde.

Jeg har haft tre fantastiske dage i ørkenen. Vi var omkring 15 mennesker på vores tour og så vores guide, Craig, en rigtig ørkenmand i khakitøj med læderhud og halvfedtet hår under en bredskygget, beige hat.


Camel Attack!

Første dag (efter en 5 timers bustur gennem ingeting fra Alice Springs) var vi på vandretur i Kate Tjuta, en samling kuppelformede, røde klippesten ikke så langt fra Uluru (Ayers Rock), det var flot, men dagens højdepunkt kom først om aftenen, hvor vi så solen gå ned over Uluru, som skiftede mellem alle nuancer af rød, orange og brun i takt med at solen forsvandt. Det var mærkeligt at tænke på, at den har ligget der i millioner af år, mens ting har ændret sig omkring den; træer og planter er vokset og gǻet ud, veje er blevet bygget, mennesker og dyr er kommet og gået, og i al den tid har den bare ligget der, urokkelig og underligt malplaceret midt i ørkenen.
Første glimt af den gennem bussens vindue var surrealistisk. Jeg fandt ud af, hvor dragende den er. Man er hele tiden opmærksom på den, når man er i nærheden, den er meget dragende, man kan ikke lade være med hele tiden af kigge.




Kate Tjuta










Uluru ved solnedgang

Næste dag fik vi mulighed for at klatre op på toppen af den. Der er næsten altid lukket derop, fordi blæsten på toppen er så voldsom. Omkring 40 mennesker er døde på Uluru siden den blev åbnet for turister, men vi klatrede derop. Jeg havde det meget, meget ambivalent med det, og var tæt på ikke at gøre det, for aboriginee'erne ser helst, at man ikke klatrer på den. Det er helligt land for dem, og det føltes meget invaderende og respektløst at klatre derop med en masse andre turister.

Men når det er sagt, var det også det mest vidunderlige, jeg har oplevet på den tur her. Uden tvivl. Vi startede tidligt om morgenen, og det første stykke var uhyggeligt stejlt. Der er ingen sti, bare rød klippe og en metalkæde man kan holde fast i. Men efter det første stykke flader det lidt ud, og man kan se til verdens ende i alle retninger, og jeg kan ikke rigtig beskrive følelsen af at stå der, midt i verden og midt i livet med vinden susende omkring sig.


Første stejle stykke


Halvvejs


Det bliver ikke meget større :-)

Da vi kom helt op på toppen, sad vi et stykke tid i stilhed og bare kiggede. Og tænkte. Det er lidt af en kliché, men når man sidder sådan et sted, føler man sig meget lille, og verden føles meget stor, og så tænker man på alle dem man elsker, og alt det man vil med sit liv. Det er en dejlig, rolig fornemmelse.


Næsten helt oppe




On top of the world :-)


Tænksomme øjeblikke

Intet slår den oplevelse. Jeg kan ikke beskrive det, som det fortjener at blive beskrevet.

Næste dag var vi i Kings Canyon, en klippedal med en grøn oase, Garden of Eden, i bunden, hvor vi så kænguruer, og Craig sad på knæ i sandet og tegnede og fortalte om geologien og historien og alle aborigineelegenderne.








Kings Canyon


Craig tegner og fortæller

Hver aften sov vi i swags, en krydsning mellem et lillebitte enmandstelt og en sovepose, under stjernerne. Der var millioner og milliader af stjerner, der fik lov til at skinne helt uforstyrret af elektrisk lys, og Mækevejen løb som et tåget mælkehvidt bælte hen over himlen, og det var fantastisk.
Vi lavede alle måltider i fællesskab og alle hjalp til med opvask og klargøring, og om aftenen sad vi og snakkede og fortalte rejsehistorier, og der var bare en virkelig, virkelig god stemning hele vejen igennem.


Godmorgen (Halv fem. Hver dag.)




Lejrliv


Solnedgang i ødemarken

Synes, jeg har fået rigtig meget ud af den tur :-)

Nu er vi tilbage i Adelaide, hvor vi bliver et par dage og ser, om vi kan få fat i en bil eller om det bliver bus (igen).

Ps. Den der ørken er ikke for sarte sjæle; Der var fluer overalt, vi har set kameler, og vi har delt lejr med kæmpefirben på 70-80 centimeter og mærkelige pindedyr så lange som min fod!



Sengekammerater :-P