And all these songs are sung on roadtrips

(Desværre ingen billeder i den her post. Jeg har en masse, som jeg vil prøve at sætte ind senere, men lige nu er der lidt problemer.)

Vi har købt en bil :-) En sølvgrå Ford Falcon fra '93, og den er fantastisk! Det vil sige, selv jeg ved, at sådan rent bilmæssigt er den ikke særlig fantastisk, men den virker som den skal og vi elsker den! Vi har købt den i Adelaide ved en brugtbilsforhandler, Steve, efter at have vandret ind og ud hos forhandler efter forhandler for at finde den rigtige. Følte mig ret meget på bar bund, men drengene stillede alle de spørgsmål, der skal stilles og tjekkede motor og det hele, og efter de havde testkørt den tog det ene ligesom det andet, og pludselig sad vi ved et skrivebord overfor Steve, og Adam skrev under, og jeg betalte depositum. Og dagen efter kunne vi hente vores nyligt rengjorte bil og efter at have købt et telt og et kabel, der tilslutter vores MP3-afspillere til bilens radio, var vi ret parate til at ramme The Great Ocean Road, der snor sig langs Sydøstaustraliens kyst fra Warnambool til Geelong.

Vores bil var bare ikke helt så samarbejdsvillig, ikke at der var noget galt med motoren, nøglen ville bare ikke dreje. Overhovedet. Efter skiftevis af have prøvet i næsten to timer, mens vi bare blev mere og mere frustrerede, og det hele så meget sort ud ringede vi til Steve. Han sendte en mekaniker, der lignede Clint Eastwood, og som ordnede det hele gratis, og der har ikke været problemer siden.

Og således kørte vi ud af Adelaide 5-6 timer senere end planlagt, men i højt, højt humør.

Den første eftermiddag og aften kørte vi gennem det mærkeligste, måneagtige, flade slettelandskab med udtørrede, kraterlignende søer, forrevne buske og sand og grus. Tåge hang fra grenene, og tåge krøb langs jorden, og det hele var næsten uvirkeligt og lidt ildevarslende, der var bare os i vores bil på de lange, lige veje, der flimrede i varmen midt i ingenting.

Men først på aftenen klarede det op, og solen gik langsomt ned over sletterne, og træernes kulsorte, knivskarpe silhouetter var magiske. Og jeg kørte :-)
Det var jeg lidt nervøs ved først; jeg er ikke verdens mest erfarne bilist endnu, de sidder i den forkerte side af bilen hernede og kører i den forkerte side af vejen, og vores Falcon har ovenikøbet automatgear, hvilket jeg ikke er vant til. Men vejene var så lange og lige, og der var ingen trafik, og det med automatgear gjorde bare det hele meget nemmere. Og det var den mest vidunderlige, jublende følelse af frihed at sidde der bag rattet og bare at køre :-)

(Og mor, du skal ikke være nervøs, jeg kører meget forsigtigt og kun på de lange lige strækninger, drengene vil ikke lade mig røre rattet, når vejene bliver for snoede, eller der er meget trafik.)

Den nat sov vi i bilen, og da vi vågnede spiste vi en kæmpe morgenmad for at fejre det hele, og så kørte vi ind på The Great Ocean Road.

I gråvejr.

Hvilket er helt utrolig ærgerligt, men til at leve med, fordi det hele bare var så smukt alligevel. Vejen snor sig langs klipperne helt ud til vandet, og undervejs kan man stoppe og beundre forskellige klippeformationer, som bølgernes konstante hamren mod kysten har skabt. Og ellers skruer man bare helt op for musikken og læner sig tilbage i sædet og nyder det :-)

Vi så koalabjørne, der sad ligeså musestille i træerne over vejen, næsten som om de var i trance eller mediterede eller sådan noget. De rørte ikke en muskel, kiggede bare på os med dovne, slørede øjne. Har senere læst i Lonely Planet at koalaer har lært sig selv kun at bruge en meget lille del af deres hjerne, så de i stedet kan bruge al deres energi på at bearbejde de meget giftige blade, de spiser. Det kan være deres passive ligegyldighed havde noget med deres minimale hjerneaktivitet at gøre. Vi var i hvert fald henrykte :-)

Vi kom til Torquay, Sydaustraliens surferhovedstad, i går, og vi havde håbet at kunne bruge et par dage her på at ligge på stranden og bade og surfe. Men da vi vågnede i morges var det til en syndflod af regn, og Adam og jeg tilbragte det meste af morgenen med at krybe sammen med alle soveposer og tasker midt i teltet for at undgå de våde vægge, mens Simon rendte rundt udenfor i regnen og prøvede at råde bod på vores noget forhastede og ikke særlige grundige teltopsætning i går. Det er lidt ærgerligt, men vi får det bedste ud af det, og det her er det rene vand (høhø) i forhold til Roskilde Festival '07. Det skulle klare op i løbet af de næste par dage.
Hvis alt fejler har vi altid Goon, hvilket er australsk slang for utrolig dårlig papvin; man får 4 liter med 9,5% for ti dollars, knap 40 kr. Men så smager det altså også derefter :-P